Gå til indhold

3. Fælles kommunale-regionale mål

Med baggrund i de fælles udfordringer og mål- grupper samt visionen for sundhedssamarbejdet er Region Sjælland og kommunerne enige om en række fælles, tværsektorielle målsætninger for Sundhedsaftalen.

Med baggrund i de fælles udfordringer og målgrupper samt visionen for sundhedssamarbejdet er Region Sjælland og kommunerne enige om en række fælles, tværsektorielle målsætninger for Sundhedsaftalen. De fælles kommunale-regionale mål hænger sammen med de nationale mål for sundhedsvæsenet.

De fælles kommunale-regionale mål omsættes i målepunkter, som bruges ved opfølgning på implementering af Sundhedsaftalen.

Se indikatoroversigt i kapitlet ”Dataunderstøttelse af Sundhedsaftalen”.

4 fælles kommunale-regionale mål

Sundhedssamarbejdsudvalget vil i Sundhedsaftalen for 2024-2027 fortsat arbejde med de fire fælles kommunale-regionale mål, som er følgende:

Fælles om borgernes livsudfordringer

Målet er, at kommuner, sygehuse og praktiserende læger samarbejder om borgerens forløb. Samarbejde skal være præget af kontinuitet og klar ansvars- og opgavefordeling.

Det kræver, at arbejdet foregår helhedsorienteret på tværs af sektorerne. Derudover kræver det et tæt samarbejde med borgeren og dennes pårørende, hvis borgerne i Region Sjælland skal opleve sammenhængende og velkoordinerede behandlingsforløb.

I forhold til målgruppen af sårbare ældre skal der være et stærkt fokus på fortsat implementering og videreudvikling af nuværende indsatser. For børn og unge bør der være fokus på nytænkning af kommende indsatser.

Endelig kan samarbejdet om borgerens livsudfordringer også handle om at imødekomme borgere, der ønsker fravalg af behandling i den sidste tid.

Tryghed og mestring i eget hjem

Målet er at øge borgernes livskvalitet ved at skabe nære tilbud dér, hvor borgerne er trygge og kan klare sig i eget hjem.

Fleksible tilbud øger muligheden for at anvende borgerens personlige ressourcer, personaleressourcer og en mere hensigtsmæssig prioritering af regionale og kommunale økonomiske ressourcer.

Teknologi, digitalisering og virtuelle løsninger skal øge tilgængeligheden for borgeren.

Der bør være en opmærksomhed på, hvordan ensomhed kan risikere at blive et vilkår i tilværelsen for ældre borgere i eget hjem.

Effektiv forebyggelse – sunde borgere

Målet er at give optimal støtte og rådgivning til at forebygge og ændre usunde vaner og gøre det nemmere at træffe sunde valg. Herunder at følge terapi og genoptræning med et rehabiliterende sigte, så yderligere opfølgning forebygges.

Målet er, at forebyggelse skal være for alle målgrupper. Det er vigtigt at sætte ind så tidligt som muligt, så uligheden ikke øges.

Mental sundhed og psykisk trivsel

Mental sundhed er af stor betydning for borge- rens livskvalitet. Sundhedsaftalen fokuserer på at fremme mental sundhed og psykisk trivsel for de fire målgrupper.

Særligt ønsker Sundhedssamarbejdsudvalget tidlige indsatser, der fremmer børn og unges trivsel, og deltagelse i dagligdagen med skolegang og fritidsaktiviteter med videre.

Sundhedsklyngernes rolle

Sundhedssamarbejdsudvalget finder at disse mål fortsat er ambitiøse og relevante, men at der skal være mulighed for særlige prioriteringer også lokalt i sundhedsklyngerne. Arbejdet med udmøntning af visioner og mål for Sundhedsaftalen foregår gennem sundhedsklyngerne.

Sundhedsklyngerne forventes at arbejde videre med implementering af Sundhedsaftalen med udgangspunkt i de fælles kommunale-regionale mål ud fra deres lokale populationer af sårbare ældre, borgere med kroniske sygdomme, voksne med psykisk sygdom samt udfordringerne med mental trivsel og psykisk sygdom hos børn og unge.

Nationale mål

De nationale kvalitetsmål for sundhedsvæsnet er en del af lovgrundlaget for sundhedsaftalerne. Sundhedsaftalen skal derfor tage afsæt i de nationale mål.

De nationale kvalitetsmål for sundhedsvæsnet udtrykker retningen for den ønskede udvikling af det danske sundhedsvæsen, og dermed også retningen for arbejdet med sundhedsaftaler på tværs af sygehuse, kommuner og praktiserende læger.

Der er konkretiseret otte mål med tilhørende indikatorer (målepunkter) for det lokale arbejde med kvalitetsforbedringer.

De 8 kvalitetsmål

Der er konkretiseret otte mål med tilhørende indikatorer (målepunkter) for det lokale arbejde med kvalitetsforbedringer.

  1. Bedre sammenhængende patientforløb 
  2. Styrket indsats for kronikere og ældre patienter 
  3. Forbedret overlevelse og patientsikkerhed
  4. Behandling af høj kvalitet 
  5. Hurtig udredning og behandling 
  6. Øget patientinddragelse 
  7. Flere sunde leveår
  8. Mere effektivt sundhedsvæsen.

Det er regionens og kommunernes ansvar at forankre de nationale kvalitetsmål lokalt i definerede indsatsområder, så kvaliteten løftes på regionens sygehuse, i kommuner og i almen praksis.

Det er vurderingen, at 3 af de 8 kvalitetsmål har særlig relevans for Sundhedssamarbejdsudvalgets prioriteter, og derfor fortsat bør have en særlig vægt i det tværsektorielle samarbejde:

  • Bedre sammenhængende patientforløb
  • Flere sunde leveår
  • Styrket indsats for kronikere og ældre.

(De otte mål findes som illustration i den fysiske udgave.)

Kontakt

Adresse

Region Sjælland

Det Nære Sundhedsvæsen

Alléen 15

4180 Sorø

Ring til os

Tlf. 57 87 57 87

Tlf. 57 87 57 87