Princip 1: Speciallægehjælp skal placeres nært

Dét, der kan leveres nært, skal leveres nært. Borgerne skal have behandling for de mest almindelige og udbredte sygdomme i eget hjem eller nærområde.

Det kræver, at kapaciteten i speciallægepraksis udvides, og at fleksible organiseringsformer anvendes i højere grad end i dag.

Udvidelse af speciallægekapaciteten

Kapaciteten skal øges på speciallægeområdet, så flere speciallæger kan etablere praksis i hele regionen og i områder, hvor borgerne i dag har langt til behandling.

De praktiserende øjenlæger, øre-næse-halslæger, hudlæger og psykiatere skal være lige fordelt på tværs af regionen.

Derudover skal flere specialer være repræsenteret i regionen, så borgerne ikke er nødt til at tage til andre regioner for at få behandling.

Kapacitetsudvidelsen skal ske løbende og i faser på baggrund af en årlig vurdering af borgernes behov for speciallægehjælp i forhold til blandt andet ventetid, geografisk fordeling af speciallægerne, udviklingen i demografi og borgernes brug af speciallæger uden for regionen.

Fleksibel organisering af praksis

I samarbejde med speciallægerne skal fleksible organisationsformer udvikles og anvendes mere end i dag, så borgerne får adgang til behandling i deres nærområde.

Det kan være etablering af satellitklinikker, hvor speciallæger med praksis i ét område praktiserer i et andet område en eller to dag om ugen.

En satellitpraksis kan også etableres som et praksisfællesskab, hvor flere speciallæger deler kliniklokaler og -udstyr. Dette kan også være i kommunale sundhedshuse, eller ved at sygehuse stiller lokaler og inventar til rådighed.

Udover at flytte specialiseret behandling tættere på borgerne, så understøtter fleksible organisationsformer en udvikling, hvor nye generationer af læger og andre sundhedspersoner søger mere fleksible arbejdsliv og faglige fællesskaber.