Gå til indhold

Nye patientforløb i endokrinologien

Se kontaktoplysninger
Endokrinologiske patienter bliver fremover mødt af samme behandlingsforløb, uanset hvilket sygehus de besøger i Region Sjælland.

Sundhedsfagligt Råd har godkendt forløbsbeskrivelserne, og alle afdelinger og ambulatorier følger de samme retningslinjer.

Sikrer høj kvalitet

Tidligere kunne behandlingen være tilrettelagt forskelligt. For eksempel kunne en patient med knogleskørhed opleve et forløb, hvor antallet af blodprøver og kontrolbesøg ville variere fra sygehus til sygehus.

Med de nye fælles beskrivelser af forløbet bliver behandlingen ensartet på alle endokrinologiske afdelinger i regionen. Det skaber større gennemsigtighed for patienterne og et styrket samarbejde mellem afdelingerne. Plus endnu bedre mulighed for at sikre høj kvalitet i behandlingen.

- De nye patientforløbsbeskrivelser er et vigtigt skridt mod en mere sammenhængende behandling på tværs af regionen. De sikrer en fælles retning og giver os bedre muligheder for at følge patienterne på tværs af sygehusene, siger cheflæge Adam Blyme på Holbæk Sygehus. Han er også formand for Sundhedsfagligt Råd for Endokrinologi.

I regi af Bæredygtige Akutsygehus og Specialer (BASS) er der lavet nye forløbsbeskrivelser, der er godkendt Sundhedsfagligt Råd, og beskrivelserne sikrer, at alle patienter har samme udgangspunkt i behandling.

Der er også gevinster for sundhedspersonale, der arbejder på flere akutsygehuse eller i forskellige ambulatorier. Personalet vil opleve ens arbejdsgange fra sygehus til sygehus.

Seks måneders arbejde ligger der bag de nye patientforløbsbeskrivelser, der er klar til implementering.

Udviklingen af de nye patientforløb er sket i et samarbejde mellem læger, sygeplejersker og lægesekretærer.

Næste skridt er at forankre dem i den daglige drift og sikre, at alle medarbejdere får den nødvendige oplæring.

Tættere på patientens behov

Med de nye patientforløb kan patienter med mindre komplekse sygdomsforløb få en mere fleksibel opfølgning tættere på eget hjem. For eksempel digitale konsultationer i stedet for kontrolbesøg i ambulatoriet.

Patienter med større behov kan få en mere intensiv opfølgning og behandling. Det frigør tid, ressourcer og sikrer, at behandlingen er målrettet den enkelte patient.

Ens patientforløb i endokrinologien er en milepæl, og dermed er Bæredygtige Akutsygehus og Specialer (BASS) et skridt tættere på at skabe mere ensartede og bæredygtige patientforløb i Region Sjællands medicinske specialer.

De næste på listen er gastroenterologi og kardiologi, der allerede er igang med at ensrette flere diagnoser.

Kontakt

Adresse

Sundhedsstrategisk Planlægning

Alléen 15

4180 Sorø