Ondt i øret hos børn
Råd og vejledning i filmen fra Børnelægernes Børnetips
Filmen fra Børnelægernes Børnetips giver enkle råd og vejledning til, hvordan du skal holde øje med dit barn, hvad du kan gøre for at lette dit barns gener, og hvornår du skal ringe til din egen læge, vagtlæge, akuttelefon eller 112.
Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies
Mange børn oplever at få ondt i øret. Når børn har ondt i øret, har de ofte mellemørebetændelse. Det kommer ofte efter nogle dage med forkølelse, hvorefter barnet får ondt i øret, er pylret, sover dårligt og kan have feber.
Som regel er der ikke grund til at behandle med antibiotika. Børnene bliver oftest raske uden, og det hjælper ikke på smerterne.
Hos nogle børn går der hul på trommehinden inde i øret, og der flyder betændelse ud af øregangen. Hvis det sker, bliver smerterne mindre. Hos næsten alle børn lukker hullet sig selv i løbet af få dage.

Gode råd
- Hæv hovedgærdet: Lad barnet ligge med hovedet højt eller sidde oprejst.
- Brug evt. håndkøbsmedicin: Giv gerne paracetamol (fx panodil® junior, pinex®, arax® junior eller pamol®) for at lindre smerterne. Følg anvisningen på pakken.
- Væske: Sørg for, at dit barn får rigeligt at drikke.
Ring til din egen læge kl. 8-16 hvis dit barn:
- Er under 6 måneder.
- Har haft kraftige øresmerter i mere end et døgn, selvom du har givet paracetamol.
- Har et øre, der stritter mere end det plejer, eller hvis barnet er rødt og ømt bag øret.
- Har en betydeligt påvirket almentilstand - det vil sige feber, drikker mindre end normalt, og du har mindre god kontakt til barnet.
Eller hvis du bare synes, det går den forkerte vej, selvom du har prøvet rådene i denne vejledning.
Ring 1818 uden for lægens åbningstid
Du kan ringe til Lægevagten i Region Sjælland:
- når du brug for akuthjælp og din egen læge har lukket.
- når du har brug for vejledning eller råd om sygdom og sundhed.
Mere information
Læs de vigtigste råd om feber hos børn på Børnelægernes Børnetips
Opdateret i december 2025
Indhold fra Akutberedskabet, Region Hovedstaden.
Regionalt tilpasset af Det Nære Sundhedsvæsen, Region Sjælland.
Opdateret fredag den 5. dec. 2025