Feber hos børn
Råd og vejledning i filmen fra Børnelægernes Børnetips
Filmen fra Børnelægernes Børnetips giver enkle råd og vejledning til, hvordan du skal holde øje med dit barn, hvad du kan gøre for at lette dit barns gener, og hvornår du skal ringe til din egen læge, vagtlæge, akuttelefon eller 112.
Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies
De fleste børn oplever at få feber. Feber er en temperatur på over eller lig 38 grader. Det er ikke en sygdom i sig selv at have feber, men et naturligt tegn på at kroppen reagerer, som den skal, når man er syg.
I langt de fleste tilfælde skyldes feberen en virusinfektion, fx en forkølelse, influenza, luftvejs- eller maveinfektion, der går over af sig selv uden behandling med antibiotika.

Gode råd
- Er barnet kontaktbar: Hold øje med at du har en god kontakt til dit barn.
- Væske: Sørg for at dit barn får rigeligt at drikke.
- Brug evt. håndkøbsmedicin: Giv gerne paracetamol (fx panodil® junior, pinex®, arax® junior eller pamol®), hvis dit barn er utilpas. Følg anvisningen på pakken.
- Afvent situationen: Vent et par timer og se, om det, du har gjort, virker.
Ring til din egen læge kl. 8-16 hvis dit barn:
- Er under 6 måneder.
- Er slapt eller sløvt.
- Har kraftige smerter, virker uroligt, forpint eller ikke vil bevæge sig.
- Ikke drikker ret meget, og der går flere timer end normalt, hvor dit barn ikke tisser.
- Har haft feber i mere end 3 dage uden af få det bedre.
Eller hvis du bare synes, det går den forkerte vej, selvom du har prøvet rådene i denne vejledning.
Ring 1818 uden for lægens åbningstid
Du kan ringe til Lægevagten i Region Sjælland:
- når du brug for akuthjælp og din egen læge har lukket.
- når du har brug for vejledning eller råd om sygdom og sundhed.
Ring 1-1-2, hvis dit barn:
- Har kramper.
- Får udslæt, som ikke forsvinder, når man presser et glas mod huden.
- Er stiv i nakken og ikke kan bøje hovedet fremover.
- Er slapt og sløvt, og du har svært ved at komme i kontakt med dit barn. Fx hvis du ikke kan få øjenkontakt.
Mere information
Læs de vigtigste råd om feber hos børn på Børnelægernes Børnetips
Opdateret i december 2025
Indhold fra Akutberedskabet, Region Hovedstaden.
Regionalt tilpasset af Det Nære Sundhedsvæsen, Region Sjælland.
Opdateret fredag den 5. dec. 2025