Mød os i den praktiske del af uddannelsen
Socialrådgiveruddannelsen er en mellemlang videregående professionsbachelor uddannelse, der tager 3,5 år. I løbet af uddannelsen vil du gennemføre 20 ugers praktikforløb, som ligger på dit 7. og sidste semester. Her har du mulighed for at komme i praktik i Region Sjælland på Midt- og Vestsjællandshospital, som omfatter Næsted, Slagelse og Ringsted sygehus og Psykiatrien.
I løbet af praktikken opnår du selvstændighed i det sociale arbejde, træner de redskaber, du har lært på skolen og stifter bekendtskab med den professionelle rolle som socialrådgiver.
Du lærer at navigere i lovgivning og regler indenfor sundhedsvæsenet og får stor indsigt i de forskellige patienters situationer. Du øver dig bl.a. i sagsstyring, udarbejdelse af handleplaner og afholdelse af samtaler med patienter, der står i svære livssituationer.
Når du er i praktik i Region Sjælland, inviteres du med i vores tværprofessionelle samarbejde. Du møder erfarne kolleger og vejledere, der sammen med dig vil sikre, at du arbejder med lærerige og udviklende opgaver, som du kan bruge i dit videre arbejdsliv.
Læs mere om uddannelsen og find det nærmeste uddannelsessted her: Socialrådgiver | UddannelsesGuiden

Her kan du komme i praktik i løbet af din uddannelse
Læs mere om hvordan det er at være i praktik på de enkelte sygehuse i Region Sjælland.
Opdateret onsdag den 11. feb. 2026