Principper for en sundhedspædagogik

Mennesket bør opfattes som en helhed frem for enkelte dele. For det enkelte menneske vil det være hans/hendes hele liv, der står i centrum og ikke den kroniske sygdom, som han/hun har. Det indebærer, at underviseren bør søge at forstå den enkelte deltager ud fra den
sammenhæng, han/hun befinder sig i og ud fra det liv, som han/hun lever. Desuden bør underviseren se deltageren som det menneske, det er - og ikke den kroniske sygdom, som deltageren har.

Derfor giver menneskers handlinger mening for dem selv, selv om de måske ikke kan italesætte, hvorfor de handler, som de gør.

Det vil være underviserens opgave i samarbejde med deltagerne at undersøge sammenhængen mellem deltagernes virkelighedsforståelse og handlinger for derigennem at afklare, hvorvidt disse  handlingsmønstre er hensigtsmæssige i den situation, som deltagerne befinder sig. Det kan f.eks. dreje sig om sammenhængen mellem virkelighedsforståelse og livsstil i forhold til den specifikke kroniske sygdom mv.

Mennesker prioriterer forskelligt og definerer »det gode liv« forskelligt. Det indebærer, at underviseren bør anerkende og respektere deltagernes individuelle livsværdier og deres definitioner af »det gode liv«. Det indebærer også, at underviseren anerkender og respekterer,
at deltagerne både kan handle hensigtsmæssigt og i nogle tilfælde uhensigtsmæssigt set ud fra underviserens viden om sammenhænge mellem handlingsmønstre og den kroniske sygdom. Her vil det være underviserens opgave at formidle viden, der kan medføre, at deltagerne opnår en forståelse for de konsekvenser, en uhensigtsmæssig adfærd kan have for udviklingen af den kroniske sygdom.

Mennesker bør mødes der, hvor de er og med en fordomsfri holdning, hvor man søger at undgå at drage forhastede konklusioner på baggrund af tidligere erfaringer. 

Det indebærer, at underviseren møder deltagerne med en åben, lyttende og anerkende holdning, hvor underviseren søger at afklare, hvilken virkelighedsforståelse og viden deltagerne har for derigennem at forstå deltagernes handlerationale. 

Dette indebærer, at underviseren bør møde deltagerne med en anerkendende tilgang og støtte deltagerne i at nå deres individuelt definerede mål. Underviseren kan støtte deltagerne i at definere og nå egne mål ved at præsentere metoder til/øvelser i at formulere mål, forskellige former for handlingsplaner, fælles diskussioner vedrørende metoder til at nå mål, metoder for motivation osv. Deltagerne kan herefter udarbejde handleplaner individuelt eller i samarbejde med underviseren eller de andre deltagere.

Det indebærer, at underviseren skal acceptere, at deltagerne bedst selv finder deres egne veje mod at håndtere et liv med kronisk  sygdom. Underviseren kan støtte deltagerne på vejen ved at supplere med hans/hendes faglige ekspertviden og gennem at finde deltagernes drivkraft og støtte deltagerne i at definere og fastlægge mål samt  træffe egne valg. Hermed er man med til at understøtte og aktivere deltagernes egne ressourcer.

Læring kan ske gennem både teoretisk og erfaringsbaseret viden. Det indebærer, at undervisningen skal give plads til begge former for viden. I praksis kan det ske ved, at underviseren formidler teoretisk viden, og at deltagerne får mulighed for at præsentere erfaringsbaseret viden for hinanden. Det vil være underviserens opgave at finde en balance mellem en teoretisk ekspertviden og den erfaringsbaserede viden. En balance, der desuden vil være kontekstafhængig og forskellig fra gruppe til gruppe.

Fortællinger får mennesker til at lytte, da vi identificerer os med personerne i fortællingen. Derfor er den narrative tilgang meget virkningsfuld i forhold til at formidle viden og erfaringer. Samtidig er den ofte erfaringsbaseret, hvilket af tilhørerne kan opleves som mere relevant vidensformidling end teoretisk viden. Fortællinger kan endvidere være med til at åbne op for refleksion, som er en del af læreprocessen. I praksis kan underviseren opfordre deltagerne til at fortælle deres personlige historier, invitere erfarne patienter til at fortælle deres historie, eller anvende metoder som billeder, video- og filmklip mv. til at igangsætte historiefortællinger.

Læringsprocessen kan både foregå som en individuel proces og i samspil med andre. Underviseren kan støtte denne proces gennem at målrette undervisningen til deltagerne, tage højde for læringsstile, og at tilrettelægge undervisningen således at der er tid og plads til refleksion og spørgsmål mellem underviser og deltagerne - og deltagerne imellem.

Deltagerinvolvering og medindflydelse øger motivationen hos deltagerne og dermed muligheden for læring. Deltagerinvolvering kan ske ved, at underviseren vælger metoder for deltagerinvolvering i undervisningen, der sikrer, at deltagerne aktiveres. For eksempel kan deltagernes egne erfaringer bringes i spil. Endvidere er det vigtigt, at deltagerne har medindflydelse på indholdet af patientuddannelsen, hvilket samtidig kan være med til at sikre, at indholdet af undervisningen opleves som relevant af deltagerne.

Motivation og engagement er vigtige faktorer i en læreproces. Motivation og engagement kan øges ved, at underviseren søger at gøre undervisningen så varieret, spændende og interessant som mulig. Desuden kan det være en fordel at fokusere på problemløsning og det positive i erfaringer frem for fejlfinding og oplevelser af nederlag.

Læring sker både i den formelle undervisningssituation og i pauserne. Derfor er det vigtigt at skabe pauser, hvor deltagerne får mulighed for at tale med hinanden.

Det er vigtigt, at deltagerne finder indholdet af undervisningen relevant, hvis der skal igangsættes en læreproces. Det indebærer, at underviseren skal sikre sig, at indholdet af undervisningen er relevant for deltagerne.

Deltagernes vidensniveau og behov kan afklares i begyndelsen af undervisningsforløbet. Samtidig skal underviseren også bruge sin faglige erfaring til at vurdere indholdets relevans. Underviseren kan f.eks. godt vurdere, at en specifik viden er relevant for deltagerne på sigt, selv om deltagerne ikke selv vurderer denne viden som relevant på det pågældende tidspunkt.

Her skal underviseren dog være opmærksom på, at en præsentation af viden, der umiddelbart opleves som irrelevant for deltagerne, skal være kortvarig, da deltagerne ellers vil miste interessen for undervisningen.

Det er vigtigt at anerkende og respektere, at vi lærer forskelligt. Derfor bør man i undervisningen tage højde for deltagernes forskellige læringsstile. Det indebærer, at undervisningen bør indtænke deltagernes brug af forskellige sanser som synssans, høresans, følesans osv.

Desuden indebærer det, at undervisningen bør foregå så varieret som muligt, f.eks. gennem brug af forskellige medier til formidling af indhold. En anden mulighed er gennem henvisning til Helbredsprofilen, artikler, litteratur mv. at tilgodese deltagernes forskellige læringsstile.

Det er vigtigt at italesætte, at en læringsproces tager tid. I nogle perioder vil der være en fremadskridende udvikling, mens der i andre perioder kan være tilbagefald.

Det vil være op til underviseren at vurdere, hvilke teoretiske tilgange og metoder, der er de mest hensigtsmæssige i forhold til konteksten. Der kan f.eks. anvendes narrative, kognitive, eksistentielle tilgange/metoder
osv.

Underviserens rolle som facilitator af læreprocesser indebærer, at underviseren skal facilitere og styre læreprocessen. Det betyder, at underviseren skal træde frem som ekspert, når situationen kræver det og holde sig i baggrunden, når dette er påkrævet. Det vil være op til underviseren at finde balancen mellem rollen som ekspert og observatør.

Sociale netværk kan være en god støtte for deltagernes
fremtidige håndtering af en kronisk sygdom efter patientuddannelsens
afslutning. Derfor er det en god idé at skabe muligheden for at danne sociale netværk under patientuddannelsen. Det kan f.eks. også ske gennem oprettelse af madklubber, caféarrangementer, cafénetværk
osv.

Pårørende vil ofte være en ressource, der kan støtte deltagerne
i at håndtere en kronisk sygdom. Derfor opfordres de til at deltage i patientuddannelsen - medmindre deltagerne frabeder sig dette, eller andet taler imod.

Deltagerne tilbydes optimalt opfølgende arrangementer/ grupper, hvor deltagerne har mulighed for at mødes igen efter patientuddannelsens afslutning. Dette vil give deltagerne mulighed for at fastholde et socialt netværk og blive orienteret om ny viden omkring den kroniske
sygdom.

Det er vigtigt at skabe et rum for læring, som er karakteriseret af respekt for hinandens synspunkter, for at læring kan finde sted. Det indebærer, at underviseren skal søge at skabe et trygt rum for læring, hvor både underviseren og deltagerne viser respekt for hinandens
synspunkter.

En måde at skabe tryghed i rummet for læring er at være åben omkring, hvad der skal foregå på patientuddannelsen, hvad målet er med forløbet samt italesætte underviserens forventninger til deltagerne og deltageres forventninger til undervisningsforløbet.

Tryghed kan endvidere skabes gennem at lave fælles aftaler om:

• Tavshedspligt
• Respekt for hinandens grænser
• At der tales i en respektfuld tone til hinanden
• At der ikke findes dumme spørgsmål
• At kreativ tankegang legaliseres osv.

Det er vigtigt, at underviseren respekterer, at deltagerne har vidt forskellig baggrund, f.eks. vil de have forskelligt vidensniveau, lære i forskelligt tempo, have forskellige behov for åbenhed omkring personlige problemstillinger osv. Desuden bør underviseren være opmærksom på, at deltagerne har forskelligt behov for støtte og provokation i deres udviklingsproces.

Det er vigtigt at underviseren åbent forklarer valg af forskellige metoder, således at deltagerne forstår sammenhængen mellem metodevalg og målsætning.

Det indebærer, at undervisningen bør foregå i et lokale, som har en størrelse, der kan rumme antallet af deltagere. Rummet bør endvidere være lyst og venligt med en fleksibel indretning, der gør det muligt at flytte stole og borde, hvis der er brug for det. Der bør desuden være en god akustik og adgang til AV-medier, computer, projektor, internet, mulighed for videokonference mv.

Forplejningens kvalitets betyder meget for deltagernes oplevelse af patientuddannelsen som helhed. Kvaliteten af forplejningen er desuden med til at signalere vigtigheden af patientuddannelsen. Og måltidet er en måde at skabe rammen om socialt samvær og kan være med til at skabe en hyggelig stemning og inkluderende oplevelse hos deltagerne. Derfor bør forplejningen være god.

Undervisningslokalet skal være tilgængeligt for deltagere i kørestol, med gangbesvær eller synshandicap mv. Der skal desuden være parkeringsmuligheder tæt på lokalet, såvel som det skal være muligt at komme til undervisningsstedet med offentlige transportmidler.

Desuden bør der i valget af møblement og brugsgenstande tages hensyn til deltagere med forskellige former for fysisk funktionsnedsættelse.

En del af deltagerne i en patientuddannelse kan have forskellige former for funktionsnedsættelse, som f.eks. synshandicap og ordblindhed. Det er vigtigt, at også disse har mulighed for at deltage i patientuddannelsen, hvilket kan ske ved at udlevere skriftligt materiale i en elektronisk version inden undervisningen, tilbyde materialet i både skriftligt og elektroniske format mv.