Gå til indhold

Status i BASS-programmet

Se kontaktoplysninger
Arbejdet i udviklingsprogrammet Bæredygtige akutsygehuse og specialer (BASS) fortsætter med fremdrift på tværs af de prioriterede specialer.

Arbejdet i udviklingsprogrammet Bæredygtige akutsygehuse og specialer (BASS) fortsætter med fremdrift på tværs af de prioriterede specialer. Siden seneste status er der arbejdet videre med implementering, samarbejdsmodeller, udvikling af fælles redskaber til kapacitetsstyring og forberedelse af den fortsatte forankring i driften frem mod programorganiserings afslutning ved udgangen af 2026 hvor arbejdet i stigende grad overgår til de lokale driftsenheder.
Derfor er der aktuelt et øget fokus på at sikre, at de opnåede resultater og erfaringer videreføres og forankres i de lokale organisationer, herunder gennem en styrkelse af stabsfunktioner og ledelsesmæssig understøttelse på sygehusene.

Fremdrift i de kliniske spor

Lungemedicin

Der er fortsat fremdrift i arbejdet med at robustgøre det lungemedicinske område på Midt- og Vestsjællands Hospital (MVH), særligt i et samarbejde på tværs af Region Sjælland og Region Hovedstaden. Samarbejdet med udvalgte hospitaler i Region Hovedstaden er etableret tilbage i 2025 og videreført i 2026, herunder med tilstedeværelse af speciallæge på tværs af matrikler.
Tiltrækningskraften på MVH er styrket, og der er aktuelt opbygget en større speciallægekapacitet. Rekrutteringsindsatsen fortsætter for at robustgøre specialet yderligere, så MVH på sigt kan opbygge en lungemedicinsk styrkeposition og dermed varetage populationsansvaret. Planlægningen af det konkrete arbejde forventes igangsat snarligt.

Endokrinologi

Inden for endokrinologi er arbejdet nået til en driftsfase. Der ses positive effekter af indsatsen både med styrket rekruttering, harmonisering af patientforløb på tværs af hospitaler og flere patienter behandles nu tættere på deres bopæl - helt i tråd med princippet for det nære behandlingstilbud til regionens borgere.
I de involverede driftsorganisationer arbejdes der videre med formaliserede samarbejdsaftaler og håndtering af økonomiske og organisatoriske dilemmaer, men indsatsen vurderes samlet set at have udviklet sig i den ønskede retning.
Endokrinologien har haft en rolle som pilot-speciale i BASS-programmet og har hele vejen igennem bidraget med værdifulde erfaringer til de efterfølgende specialer i programmet. Erfaringerne fra specialet anvendes fortsat i det videre arbejde på tværs af hele programindsatsen.

Kardiologi

I kardiologien er der arbejdet videre med udvikling og harmonisering af patientforløb, herunder med fokus på både ambulante og indlagte forløb.
Arbejdet er gennemført med bred klinisk involvering og har blandt andet omfattet kortlægning af nuværende arbejdsgange og identificering af udviklingspotentialer. Resultaterne forventes at danne grundlag for videre implementering og forankring, blandt andet i regi af Fremtidens Ambulatorium.
Der er desuden fokus på at sikre gode koblinger til øvrige indsatser samt på at fastholde og videreudvikle de relationer og netværk, der er opbygget på tværs af organisationer.

Gastroenterologi og hepatologi

Arbejdet i gastroenterologi og hepatologi følger den fastlagte strategiske retning, og der er fremdrift i både organisering og konkrete indsatser.
Etableringen af styrkepositionen på MVH er godt i gang, og der arbejdes systematisk med den grundige faseplan, som de implementeringsansvarlige, ledende klinikere har udarbejdet.
Der er fremdrift i udviklingen af virtuelle løsninger, som forventes at kunne understøtte samarbejdet på tværs af matrikler, herunder fleksibel adgang til specialiseret lægefaglig rådgivning. Samtidig arbejdes der videre med organisatoriske og tekniske forhold.
Planlægningen af opgaveoverdragelse og samarbejde mellem enhederne er i gang, og der er generelt et højt engagement og motivation til indsatsen. 

Tværgående indsatser

Nyt fælles redskab kapacitetsstyring

Der er igangsat udvikling af en model til ressourceplanlægning, som skal understøtte vurdering af kapacitet og aktivitetsudveksling mellem enheder.
Modellen afprøves aktuelt i kardiologien og planlægges efterfølgende udbredt til blandt andet gastroenterologien. Tilgangen er kliniknær og tilpasses det enkelte speciales opgaveprofil.
Arbejdet gennemføres med tæt inddragelse af kliniske ledelser og med opbakning fra hospitalsledelserne. Formålet er at skabe et mere solidt grundlag for planlægning og prioritering og dermed bidrage til et stærkere beslutningsgrundlag, herunder i relation til etablering af styrkepositioner.

Næste skridt

Frem mod den nuværende programorganiserings ophør ved udgangen af 2026 er der fokus på at sikre en fortsat implementering i de igangværende specialer. Der arbejdes derfor målrettet med lokal forankring i driftsorganisationerne, så indsatserne kan videreføres i den daglige drift. Dette understøttes blandt andet gennem tæt involvering af lokale stabsfunktioner samt fortsat styrkelse af samarbejdet mellem hospitalerne.
Der er desuden fokus på at udbrede og anvende erfaringer på tværs af specialer samt en øget opmærksomhed på at tydeliggøre programmets samlede resultater og bidrag som grundlag for det videre arbejde i regionen og i den kommende Region Østdanmark.
Erfaringerne fra BASS peger på, at arbejdet med populationsansvar, relationel koordinering og fælles mål på tværs af organisationen er centrale elementer i at skabe bæredygtige specialer.

Kontakt

Adresse

Bæredygtige akutsygehuse og specialer

Sundhedsstrategisk Planlægning

Alléen 15

4180 Sorø