Gå til indhold

To vigtige skridt mod en ny region er taget

Region Østdanmarks virksomhedsnummer, CVR, er oprettet og beslutningen om hospitaler og sygehuse placering i SOR-strukturen er også klar.
Sjællands Universitetshospital, Køges hovedindgang
Det er besluttet, hvordan hospitaler og sygehuse skal placeres i den fælles organisatoriske struktur - SOR-struktur. Den daglige drift af Sjællands Universitetshospital, billedet, og de øvrige sygehus i Region Sjælland bliver ikke berørt af beslutningen på nuværende tidspunkt.

Arbejdet med sundhedsreformen og dannelsen af Region Østdanmark skrider fremad, og lige nu er der taget et par vigtige skridt i retning mod den nye organisation. Beslutningerne ændrer pt. ikke noget for medarbejdere og påvirker heller ikke driften eller dagligdagen i Region Sjællands organisation, hospitaler, men er en vigtig del af fundamentet for Region Østdanmark.

I programmet ”Dannelsen af Region Østdanmark”, som har arbejdet for de to vigtige milepæle, er der fortsat fokus at sikre en smidig overgang, hvor de nødvendige juridiske og administrative rammer er på plads, samtidig med at dagligdagen i de to nuværende regioner kan fortsætte uændret frem til sammenlægningen.

SOR-struktur

Det er besluttet, hvordan hospitaler og sygehuse skal placeres i den fælles SOR-struktur. SOR (Sundhedsvæsenets Organisationsregister) er det nationale register, der danner grundlag for, hvordan sundhedsvæsenets enheder – som hospitaler, afdelinger og klinikker – registreres og understøttes i og af systemer som HR, løn, SP, Digital post etc.

  • Hospitaler og sygehuse placeres på niveau 2 i SOR-strukturen.
  • Centerniveauet lukkes helt, og niveau 3, der hidtil har været anvendt til centerniveauet i Region Hovedstaden, holdes dermed fri.
  • Der arbejdes videre med en fælles struktur for hele Region Østdanmark, som også skal kunne rumme det nære sundhedsvæsen og sundhedsrådene.

Med beslutningen er det muligt at komme videre med det tekniske og organisatoriske arbejde. Ligesom det vigtigt at understrege, at det store arbejde med at ensrette SOR-strukturen afventer til beslutning omkring alle niveauer (4, 5 og 6) er taget, og den endelige organisering er på plads.

Region Østdanmark har fået sit eget CVR-nummer

Den kommende region har fået sit eget CVR-nummer, som træder i kraft den 1. januar 2027, når Region Østdanmark går i luften som selvstændig juridisk enhed. Det nye CVR-nummer medfører ingen ændringer i den daglige drift - hverken i Region Hovedstaden eller Region Sjælland, men betyder, at der kan gøres indkøb og bestilles varer, systemer og andet til den nye region.

  • Region Østdanmark er oprettet i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR) med num-mer 45778290 og tilhørende P-enhed 1031541898.
  • Adressen er registreret som Alleen 15, 4180 Sorø.
  • De nuværende CVR-numre for Region Hovedstaden og Region Sjælland fortsætter i en overgangsperiode, indtil alle regnskabs- og identitetshåndteringsforhold er afklaret.

Om programmet ”Dannelsen af Regin Østdanmark”

Sammenlægningen af de to nuværende regioner til den nye Region Østdanmark med over 60.000 medarbejdere fordelt på stor geografi, mange hospitaler og virksomheder og en fælles administration er en stor og kompleks opgave.

Programmet ”Dannelse af Region Østdanmark” skal sammen med søsterprogrammet i Region Hovedstaden sikre, at Region Østdanmark den 1. januar 2027 er i stand til at varetage de nuværende og nye myndighedsopgaver, der følger af sundhedsreformen, og at der er etableret en organisation med de bedst mulige forudsætninger for at løse sundhedsvæsenets udfordringer. Samtidigt skal Region Hovedstaden og Region Sjælland afvikles organisatorisk.

I første halvår af 2025 har søsterprogrammerne i Sjælland og Hovedstaden i tæt samarbejde kortlagt alle de opgaver, der skal løses i de to regioner, for at Region Østdanmark kan gå i luften 1. januar 2027. Opgaverne er blevet fordelt ud i arbejdspakker til de enkelte koncerncentre og virksomheder, som skal i gang med at løse opgaverne i den kommende tid.

7 principper for prioritering, beslutninger og opgaveløsning

Programledelserne for 'Dannelse af Region Østdanmark' i Hovedstaden og Sjælland har i fællesskab udarbejdet en række principper for prioritering og opgaveløsning, der skal sikre, at både medarbejdere og opgaver kommer godt i mål.

Læs mere om de syv fælles principper

Har du spørgsmål til Dannelse af Region Østdanmark, kan du rette henvendelse til:

Mette Hjortstrand Luthmann
mettlu@regionsjaelland.dk
Tlf. 51 58 10 94