Stor spørgelyst til infomøde om fælles psykiatri og somatik

5300 medarbejdere var inviteret
Alle cirka 5.300 medarbejdere fra både Psykiatrien og Næstved, Slagselse og Ringsted Sygehuse (NSR) var inviteret til fælles info- og dialogmøde i Psykiatrisygehusets auditorium i Slagelse mandag eftermiddag den 7. april.
Spørgelysten og lysten til at komme med input var stor – både i auditoriet og fra alle dem, der var med på Teams.
Et panel bestående af direktør for sundhedsstrategisk planlægning Mads Ellegaard Christensen, sygehusdirektør Niels Reichsten Larsen fra NSR og psykiatridirektør Kresten Dørup gav i fællesskab en hurtig overflyvning af den sammenlægningsproces af NSR og Psykiatrien, som nu er sat i gang med den politiske proces, inddragelse af medarbejderne og konstitueringen af Kresten Dørup som direktør for NSR i en overgangsperiode til sammenlægningen er en realitet.
Video: Se eller gense stormødet
Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies
Inddragelse fortsætter efter Påske
Stormødet i Slagelse er en del af inddragelsesfasen, hvor personalet, patienter og pårørende og andre interessenter kan komme med deres input, der så skal indarbejdes i sagen, før sammenlægningen endeligt vedtages af Regionsrådet til august.
Efter påske er medarbejderne i psykiatrien i Slagelse, Roskilde og Vordingborg også inviteret til inddragelsesmøder, hvor de har mulighed for at være til stede fysisk og stille spørgsmål og give input ligesom på mødes i Slagelse.
Efter påske går også den eksterne inddragelse af patient- og pårørende paneler, kommunerne, de faglige selskaber og foreninger i gang.
Positive input fra MED for en sammenlægning
Udover fællesmødet i Slagelse har både det fælles Område-MED og de lokale Område-MED i psykiatrien og på alle sygehusene nu haft møder om sammenlægningen af psykiatri og somatik.
Alle input bliver indsamlet og kommer med i den videre kvalificering af den politiske beslutning af det videre forløb.
Generelt er tilbagemeldingerne meget positive omkring en fælles psykiatri og somatik, og der er en stor lyst til at samarbejde meget tættere på tværs omkring patienterne. Men også en stor opmærksomhed på, at det vil kræve tid, ressourcer og opbakning fra ledelsen at gå den vej.
Også fra Sjællands Universitetshospital og fra Holbæk Sygehus er signalet, at man rigtig gerne vil være med i det tættere samarbejde – også selvom de ikke i første omgang lige nu og her er en del af den organisatoriske sammenlægning.
Lige nu går bekymringerne mest på de helt konkrete organisatoriske forandringer fra de medarbejdere, der arbejder i stabene og som kan blive berørt i den proces. Her kan der først gives flere svar, når politikerne har lagt sig fast på den endelige model.
Hvis I har gode inputs, så er I stadig velkomne til at sende dem til reformsekretariat@regionsjaelland.dk . Skriv gerne i titlen at det omhandler sammenlægningen af psykiatri og somatik.

MED-møder afholdt:
- Ekstraordinært fælles Område-MED den 2. april
- Område MED NSR den 2. april
- Område MED Holbæk den 3. april
- Område MED Psykiatri den 7. april
- Område MED SUH den 8. april
Gå-hjem møder:
- Fælles for alle medarbejdere i Psykiatrien og NSR den 7. april
- Fælles for stab, forskning, teknisk afd. den 8.april
- Fælles møder for psykiatrien i Roskilde, Vordingborg og Slagelse efter påske
Reformarbejdet er i gang
Opdateret torsdag den 1. maj 2025