Gå til indhold

Medarbejderne: Vigtigt, at vi hele tiden har arbejdsmiljøet med i processen

Der skal lyttes til vores bekymringer. 4 medarbejdere kommer deres bud på, hvorfor medarbejderne skal inddrages i arbejdet med at danne Region Østdanmark.
Ralf Petersen, arbejdsmiljørepræsentant på sygehuset i Slagelse.
Ralf Petersen, arbejdsmiljørepræsentant på sygehuset i Slagelse. Foto: Jonas Hee Staal.

Bange for at blive lillebror i ny struktur

Ralf Petersen, er arbejdsmiljørepræsentant i MED-Hovedvalget og portør på Slagelse sygehus

- Min indgangsvinkel er nok at sørge for, at den gruppe, jeg repræsenterer arbejdsmiljømæssigt, bliver hørt – at man lytter til de bekymringer og de forslag, der kommer fra kollegaerne ude på gulvet. Det er vigtigt, at vi hele tiden har arbejdsmiljøet med i processen. Det handler ikke kun om de store strukturelle linjer, men også om, hvordan det her mærkes i hverdagen – både blandt medarbejdere, ledere og det administrative personale, som lige nu står i stor uvished omkring deres fremtid.

- Jeg tror, at mange medarbejdere har en oplevelse af, at vi i Region Sjælland risikerer at blive lillebror i den nye struktur. Der er stor uvished – især jo længere man kommer ned i organisationen. Hvad kommer der til at ske med vores afdelinger? Med ledelsen? Det skaber bekymringer, og nogle føler måske, at beslutningerne træffes langt væk fra deres hverdag. Det er derfor helt afgørende, at vi har kanaler, hvor vi kan stille spørgsmål og få svar.

Der skal være lighed i arbejdsvilkår for medarbejderne

Karina Frølich, medarbejderrepræsentant på Sjællands Universitatshospital.
Karina Frølich, medarbejderrepræsentant på Sjællands Universitatshospital i Roskilde. Foto Jonas Hee Staal.

Karina Frølich er medarbejderrepræsentant og radiograf på Sjællands Universitatshospital i Roskilde

- Jeg tænker meget på, at jeg har medarbejdernes fokus i det her. Det handler om at sikre drift og medarbejderstabilitet. At man føler, man hører til i den flok, man arbejder med, og får lov til at lave det, man faktisk er god til. Det er vigtigt, vi ikke bliver som ludobrikker, der bliver flyttet rundt. Vi har jo brug for, at medarbejderne har lyst til at blive hos os og være en del af den organisation, der kommer. For der kommer til at ske rigtig meget.

- Udover lighed i sundhed for patienterne, så skal der også være lighed i arbejdsvilkår for medarbejderne – og det gælder hele paletten. Ikke kun mit eget speciale, men også for de meget specialiserede. Jeg ved godt, at vi er tættere på hinanden i Region Sjælland, men der er stor forskel på de vilkår, man bliver budt til at løse opgaverne i de to regioner. Og det er ikke kun lønnen! Det handler også om, hvor mange opgaver man skal nå på den tid, man har. Det er der stor forskel på.

Sammenhæng i behandlingen og viden på tværs er et stort fokus

Paw Nielsen, fællestillidsrepræsentant for FOA-gruppen i Psykiatrien Syd.
Paw Nielsen, fællestillidsrepræsentant for FOA-gruppen i Psykiatrien Syd. Foto: Jonas Hee Staal.

Paw Nielsen, fælles tillidsrepræsentant for FOA-gruppen, Psykiatrien Syd, Vordingborg

- Det vigtigste for mig er, at vi får klar information og bliver inddraget tidligt. Jo mere vi ved, jo lettere er det at navigere. Jeg sidder med i en gruppe, hvor vi mødes med Hovedstaden, og jeg kunne høre, at de følte sig længere fremme end os. Det skaber usikkerhed. Målet må være, at vi får delt informationer og ideer på tværs, så alle har samme udgangspunkt. Det er sådan, vi bedst kan sikre indflydelse og tage vores bekymringer og forslag med begge veje.

- Min daglige gang er jo i psykiatrien, og jeg har især fokus på de patienter, som både har brug for psykiatrisk og somatisk behandling. I dag er det rigtig svært, når patienter med en psykiatrisk diagnose oplever forværring af deres somatiske tilstand. Det kan være svært for dem at få den rette hjælp. Den overgang er en udfordring, og det er en af de ting, jeg vil arbejde for, bliver bedre i det nye setup. Det er vigtigt, at vi sikrer sammenhæng i behandlingen – også på tværs af fagområder. Det er også det fokus, jeg har med mig ind i arbejdet med sammenlægningen med en ny samlet region.

Det handler også om at turde sige, at man ikke ved noget endnu

Anne Friberg Jensen, arbejdsmiljørepræsentant på NSR sygehuse.
Anne Friberg Jensen, arbejdsmiljørepræsentant Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse. Foto: Jonas Hee Staal

Anne Friberg Jensen – Arbejdsmiljørepræsentant, Næstved, Slagelse og Ringsted sygehus

- Kommunikation er afgørende – men ikke nok i sig selv. Det handler også om at gøre det, man siger, man gør. Og nogle gange at turde sige, at man ikke ved noget endnu, eller at noget stadig er til forhandling. Den ærlighed skaber ro i nervesystemet. Hvis man ikke ved, hvad der foregår, opstår der utryghed – og så påvirkes arbejdsmiljøet negativt. Utilfredshed vokser, trivslen falder, sygefraværet stiger. Og så giver kommunikation kun et godt arbejdsmiljø, hvis man faktisk følger op med det man siger, man gør eller ikke gør.

- Det er vigtigt med en god inddragelsesproces – både af mig som person og af arbejdsmiljøet, som jeg jo repræsenterer. Og det kærkomne i det er, hvis jeg får en autentisk fornemmelse af, at vi faktisk gerne vil det her sammen. At det bliver en sund proces, hvor man også tør dele ting, der ikke er færdige – sårbare ting – og hvor jeg har en oplevelse af, at de faktisk gerne vil høre, hvad vi har at sige. Og jeg er helt klar over, at der er ledelsesret og alt muligt andet. Det er der ikke spørgsmålstegn ved. Men jeg vil gerne være med – og hvis de vil bruge mig til at kvalificere arbejdet, så har jeg en fornemmelse af, at det faktisk batter noget at lave det her arbejde.