Gå til indhold

Løsningsforslag klar for samlet psykiatri og somatik

Region Sjælland lægger op til et løsningsforslag, hvor Psykiatrien og NSR sygehuse samles i en ny, fælles sygehusledelse i Slagelse senest 1. januar 2026.

Da sundhedsminister Sophie Løhde sidste år præsenterede sundhedsreformen, var det et afgørende punkt, at regionerne skulle sidestille og integrere psykiatri og somatik.

På baggrund af det har administrationen i Region Sjælland nu lagt et løsningsforslag op til politisk drøftelse i først Forretningsudvalget 25. marts og dernæst i Regionsrådet 1. april.

- Vi skal sikre de bedste forudsætninger for at lykkes med de politiske ambitioner om bedre sammenhæng mellem psykiatri og somatik. Det både skal og vil vi blive bedre til, så patienterne i fremtiden kommer til at mærke en endnu stærkere sammenhæng mellem behandlingen af deres somatiske og psykiske sygdom. Både på tværs af specialer og samarbejdspartnere, siger Mette Touborg, regionsdirektør i Region Sjælland.

Grundigt forarbejde bag forslag til model

I Region Sjælland behandler Regionsrådet den 1. april det nævnte løsningsforslag og dermed rammen, som administrationen skal arbejde videre med frem mod den endelige politiske beslutning i august.

Alle fem regioner skal i løbet af 2025 træffe politisk beslutning om, hvordan sammenlægningen skal ske i hver region.
Som led i sundhedsreformen har Danske Regioner og Regeringen netop indgået en national aftale, der sætter rammerne for sammenlægningen af psykiatrien og somatikken, og det er den, samt forudgående drøftelser på temamøder, der giver administrationen i Region Sjælland et godt grundlag for at lægge en anbefaling til en løsningsmodel frem.

- Med aftalen fremhæves det, at der skal ske en hurtig integration af somatik og psykiatri. Men også at det skal ske i respekt for de forskellige udgangspunkter i de fem regioner og med et stort fokus på at sikre den fortsatte implementering af 10-årsplanen for psykiatrien, som skal styrke kvaliteten for patienterne. Det er på den baggrund, at der foreslås en model, hvor den ledelsesmæssige og administrative sammenlægning sker mellem NSR sygehuse og Psykiatrien, siger Mette Touborg.

Reformens delprogram ‘Sammenlægning af psykiatri og somatik’ består af en styregruppe med direktør for Sundhedsstrategisk Planlægning, Mads Ellegaard Christensen som formand sammen med de fire sygehusdirektører for regionens somatiske sygehuse og Psykiatrien. De har alle været en del af den grundige proces, som politikerne nu skal tage stilling til.

- Vi har allerede haft en række drøftelser med politikerne og i styregruppen for delprogrammet om, hvordan vi gør det her bedst for både patienter og medarbejdere. På baggrund af de drøftelser er det vores indstilling til Forretningsudvalget og Regionsrådet, at vi lykkes bedst med det i en model, hvor vi sammenlægger Psykiatrien og NSR sygehuse under en ny fælles sygehusledelse i Slagelse, siger Mads Ellegaard Christensen.

Medarbejdere involveres tæt

Hvis Regionsrådet på deres møde den 1. april beslutter at sende forslaget til den fremtidige organisering til kvalificering og i høring, sættes gang i en proces i regi af MED-organisationen. Her får ledere og medarbejdere mulighed for at komme med faglige input til modellen, inden den politisk skal godkendes efter sommerferien. Involveringen af medarbejdere foregår i løbet af april og maj på både de somatiske sygehuse og i Psykiatrien.

- Når den politiske beslutning er truffet, får vi i første omgang rammen på plads. Herefter ser jeg frem til, at modellen skal drøftes nærmere med bl.a. medarbejdere, så vi kan få en masse gode input til, hvordan vi får en fælles psykiatri og somatik til at fungere rigtig godt, siger Mads Ellegaard Christensen, som bakkes op af regionsdirektøren:

- De forandringer, der vil komme af en sammenlægning af Psykiatrien og somatikken, vil berøre et stort antal medarbejdere på meget forskellig vis, hvilket naturligt nok vil skabe usikkerhed. Derfor er det helt afgørende, at medarbejderne involveres tæt, så der sikres medindflydelse og medbestemmelse i
Sideløbende med inddragelsen af ledere og medarbejdere vil der være dialog med øvrige interessenter såsom kommuner, almen praksis, patient- og pårørendeforeninger samt faglige organisationer og selskaber.

Samarbejder findes allerede

Personale fra Psykiatrien og somatikken arbejder allerede i dag sammen til gavn for borgerne i regionen på en række områder, som det f.eks. kendes fra Fusionsklinikken og såkaldte interventionsteams. (Læs om interventionsteams her)

- Allerede i dag er der rigtig gode eksempler på, hvordan psykiatrien og somatikken samarbejder i hverdagen, og dem vil gerne have flere af. Og så vil vi have et stort fokus på, hvordan medarbejderne kan trives, hvordan vi kan få stærke faglige miljøer og hvordan vi sikrer patienternes behov i den nye model, siger Mads Ellegaard Christensen.

Regionerne skal have en politisk godkendt plan på plads senest 1. januar 2026. Og præcis et år efter – 1. januar 2027 – skal sammenlægningen af psykiatri og somatik være implementeret i alle regioner.

Information ikon

Fakta

Den kommende proces

  • Efter Regionsrådets beslutning om inddragelse i den skitserede model for sammenlægningen 1. april sættes gang i en proces, der løber i april og maj, hvor MED-Hovedudvalget og medarbejdere fra både de somatiske sygehuse og i Psykiatrien involveres. Eksternt bliver både kommunerne, de praktiserende læger, faglige organisationer og selskaber involveret, ligesom patienter og pårørende vil blive hørt gennem de relevante foreninger. 
  • Først efter inddragelsen skal politikerne den 19. august godkende den endelige model for, hvordan integration og ligestilling af psykiatri og somatik bliver en realitet i Region Sjælland.  
  • Regionerne skal have en politisk godkendt plan på plads for den ledelsesmæssige, organisatoriske og administrative integration senest 1. januar 2026.  
  • Region Sjælland koordinerer løbende og tæt med Region Hovedstaden omkring sammenlægningen af psykiatri og somatik. Dette også med henblik på, at det forberedende regionsråd for Region Østdanmark senest den 1. april 2026 laver en samlet plan med fælles sigtepunkter, som skal godkendes af Sundhedsstyrelsen. 
  • 1. januar 2027 skal sammenlægningen af psykiatri og somatik være implementeret i alle regioner.