Gå til indhold

Respirationsbehandling i eget hjem

Du kan få stillet en respirator til rådighed hjemme, hvis du ikke selv kan trække vejret på grund af sygdom eller skade.

Hvad er respiratorisk behandling?

En respirator er et apparat, der hjælper dig med at få luft nok, når du ikke kan trække vejret selv. Respiratoren kan styre din vejrtrækning helt eller delvist.

Sådan bliver du henvist til behandling

Du bliver henvist til behandling på Respirationscenter Øst af din egen læge, eller når du er indlagt på sygehuset. Centeret ligger på Rigshospitalet - ​Glostrup.

Du bliver derefter indkaldt til en samtale som første konsultation.

Sådan får du behandling

Behandlingen er hjælp med vejrtrækning gennem en respirator. For at finde den bedste behandling til dig, skal du have din vejrtrækning undersøgt. Respirationscenter Øst vurderer dit behov og ordinerer herefter behandling og overvågning i dit hjem.

Sådan kan du få hjælp til behandlingen

Hvis du ikke selv er i stand til at varetage behandlingen, sørger respirationscenteret for, at du får et hjælperhold. Hjælp og behandling bliver aftalt mellem dig, din kommune og Region Sjælland.

Hvad er et respiratorisk hjælperhold?

Hjælperholdet er uddannede personlige hjælpere. De sørger for det praktiske omkring din behandling hjemme hos dig. Her overvåger de din vejrtrækning, og holder øje med, at udstyret kører som det skal.

Hjælpeholdet sørger enten din kommune eller Region Sjælland for.

Hvad skal jeg betale?

Region Sjælland betaler udgifter til behandlingen. Det er for eksempel løn til hjælperholdet, og udstyr der skal bruges til behandlingen og el-udgifter til respiratoren.

Mere information om respirationsbehandling

Kontakt os, hvis du vil vide mere. Kontaktoplysninger til Det Nære Sundhedsvæsen står her på siden.

Kontakt

Adresse

Region Sjælland

Det Nære Sundhedsvæsen

Alléen 15

4180 Sorø