Digital Post
Alle borgere, der er fyldt 15 år, modtager Digital Post fra offentlige myndigheder.
Du kan blandt andet få indkaldelser til undersøgelse og behandling på sygehuset med Digital Post.
Det er derfor vigtigt, at du tjekker din digitale post, så du ikke overser aftaler på sygehuset. Vær opmærksom på, at der med din digitale indkaldelse oftest også er vedhæftet vigtige bilag.
Obs! Ikke al post kan sendes digitalt. Du skal også tjekke din normale postkasse.
Mere information
Du kan læse din digitale post fra flere platforme. Den post du får fra offentlige myndigheder, kan du læse på borger.dk eller Digital Post-appen. Læs mere om Digital Post-appen.
Børn fra 0-14 år
Breve, der vedrører børn fra 0 år til og med 14 år, bliver sendt med digital post til begge forældremyndighedsindehavere i stedet for til barnet. Ændringen foretages i løbet af 1. kvartal 2023 på baggrund af sundhedsloven, forældreansvarsloven og ligestillingsloven*. Hvis en forældremyndighedsindehaver er frameldt digital post, vil vedkommende modtage et fysisk brev vedrørende barnet. Hvis barnet har anden bopælsadresse end forældremyndighedsindehaverne, fx bor på bosted eller hos plejefamilie, sendes der et fysisk brev til barnets adresse.
Unge fra 15-17 år
Der bliver arbejdet på en tilsvarende teknisk løsning for unge fra 15 år til og med 17 år, så forældremyndighedsindehavere til denne aldersgruppe vil modtage et kopi af den unges brev. Der kan dog forekomme undtagelser, fx hvis der er nogle oplysninger, som efter lovgivningen kan forbeholdes den unge. Denne løsning forventes i drift i 2. kvartal 2023.
*LBKG 2022-01-27 nr 210 Sundhedsloven
LBKG 2020-11-30 nr 1768 Forældreansvarsloven
LBKG 2022-12-19 nr 1575 Ligestilling af kvinder og mænd
Fra de forskellige Digital Post-platforme kan du også sende sikker post til Region Sjælland. For eksempel til en afdeling på et sygehus eller i Psykiatrien.
Du kan læse mere om hvordan du sender Digital Post på borger.dk her.
Du skal logge ind med dit NemID/MitID.
Digital post er sikker post. Det betyder, at posten er krypteret, så indholdet ikke kan opfanges af uvedkommende.
Du kan give familiemedlemmer eller andre du stoler på adgang til din digitale post. Det kan være nyttigt, hvis du har brug for hjælp til at læse din digitale post, eller hvis du i en periode ikke har adgang til internettet.
Obs! Du må ikke udlevere dit NemID/MitID og dine koder. Når du giver andre adgang, giver du tilladelse til, at de kan læse din post ved at logge på med deres eget NemID/MitID.
Hvis du oplyser dit mobilnummer og mailadresse i dine profilindstillinger på Digital Post på borger.dk , får du besked, når du modtager ny digital post.
Du kan blive fritaget fra at modtage Digital Post, hvis du opfylder et af flere kriterier. For eksempel hvis du ikke har adgang til computer og internet i eget hjem.
Det er Borgerservice i din kommune, der tildeler dig en evt. fritagelse. Hvis du er fritaget fra at modtage Digital Post, får du din post husstandsomdelt.
Ikke al post kommer som Digital Post. Det er derfor vigtigt, at du både tjekker din digitale postkasse og din 'normale' fysiske postkasse.
Opdateret mandag den 27. mar. 2023