Retningslinjer for indholdssider
Indholdssider er lavet til indhold. De skal indeholde information i en overskuelig og præcis form. Dette gøres ved at strukturere indhold i konkrete emner med præcise overskrifter.
Overskriften på en indholdsside bør være en kort og præcis angivelse af hvad siden handler om. Længden på overskriften må være maximalt 50 tegn inklusive mellemrum.
Overskriften understøttes af en teasertekst - en kort introduktion til sidens indhold, med afsæt i hvilke informationer/temaer der er de vigtigste. Teaserteksten skal være på maksimalt 155 tegn, inklusive mellemrum og beskrive kort hvilke (af de vigtigste) informationer brugeren kan forvente at finde på siden.
Overskriften og teasertekstens længde begrænsning, skyldes at søgemaskiner kun viser en begrænset del af indholdet. Tekst udover det maksimale antal tegn vil derfor gå tabt i en søgemaskines visning.
Det gør sig derfor gældende for vores siders præsentation, når brugerne kommer fra søgemaskiner som for eksempel Google, hvor brugeren har søgt efter indhold, med relevans til din side.
Det primære indhold på indholdssider er tekst. Tekster bør skrives med brugeren for øje, kort og forståeligt, og med hurtig adgang til de vigtigste informationer – gerne i den øverste del af siden.
Overskrifter og mellemoverskrifter/afsnitsoverskrifter gør det nemmere for brugeren at finde den information de søger. Overskrifter og mellemoverskrifter skal formateres som H2, H3, H4 eller H5, hvor H2 er den største overskrift på en side (udover sidens titel/hovedoverskrift som altid som standard er H1) og H5 er den mindste.
Det er ikke altid, at du har brug for alle niveauer af overskrifter i en tekst, men det er vigtigt at anvende dem, der er relevante. Udover at fremhæve overskriften visuelt, læses de formaterede overskrifter også af søgemaskiner som Google, som bruger overskrifterne til at finde struktur i dit indhold.
Indhold kan også placeres i accordions, som gør det nemt at sortere mindre mængder indhold, under specifikke overskrifter, som for eksempel i en FAQ (Spørgsmål og svar).
Der kan også anvendes punktopstillinger til at give hurtigt overblik over korte, konkrete informationer, som for eksempel lister, nummererede trin eller lignende. Alt dette gør det lettere for brugeren at overskue indholdet.
En indholdsside bør altid kun være så lang, at brugeren fortsat har nemt adgang til de vigtigste informationer. Det er dog altid mest hensigtsmæssigt, at samle informationer med samme overordnede ”tema” på én side, hvor der så kan scrolles ned, fremfor for at sprede det ud på flere sider. Altså:
Færre længere sider, fremfor mange korte sider.
Hver gang brugeren skal klikke sig rundt, er denne nemlig nødt til at orientere sig i strukturen, og tage stilling til, hvor der er størst muligt chance for, at finder det de søger. Dette kræver langt mere af brugeren, end at scrolle i velstruktureret indhold. Tænk bare på hvordan Facebook og andre sociale medier fungerer, netop ved at brugeren scroller i et ’feed’ fremfor at klikke rundt på de mange sider.
Det er også en fordel for os, at brugerne bliver længere tid på siderne, da det fortæller os hvilket indhold de finder relevant. Søgemaskiner som Google læser den tid som brugeren bruger på en side som en indikator for om siden relevant. Dermed vil det at brugeren er længere tid på side, være med til at gøre siden lettere at finde fremover, for de brugere som kommer ind på hjemmesiden via eksempelvis Google.
Der er ikke noget entydigt svar på hvor lang en side må være. Det bør altid være en afvejning af indholdets karakter og formål.
Indholdssider kan, udover tekst, også indeholde billeder, som et understøttende element til de informationer, som findes i teksten. Men:
Billeder er understøttende.
Billeder bør tydeligt kunne kobles til teksten, for at det giver mening for brugeren, og billeder bør ikke skubbe vigtige informationer langt ned på siden.
Billeder skal forsynes med en alt-tekst, som forklarer hvad der er på billedet. Alt-teksten sikrer, at vores website er tilgængeligt for brugere, med eksempelvis et synshandicap, der kan få teksten læst op, hvis de ikke kan se billedet.
Læs mere om brug af billeder, guidelines og samtykkeindhentning her.
Visitkort bruges til visning af kontaktoplysninger. Det kan være kontaktoplysninger til en afdeling på et sygehus, til en enhed eller lignende, som er ansvarlig for informationerne på siden.
Visitkortet er altså beregnet til kontaktoplysninger på hele afdelinger/enheder eller teams, ikke til enkeltpersoner. I visitkortet er der dog mulighed for at tilføje op til 3 telefonnumre, og disse kan bruges til at vise telefonnumre til specifikke personer/funktioner indenfor den givne afdeling/enhed. Du bør dog sikre dig, at det fremgår klart, hvilken person/funktion det drejer sig om.
Visitkort bør kun lægges på sider, hvor det kan være relevant for brugeren, at tage kontakt til den ansvarlige enhed/afdeling, for eksempel ved spørgsmål til indholdet.
Visitkortet bruges ikke til at identificere en internt ansvarlig for sidens indhold.
Opdateret torsdag den 7. nov. 2024