Gå til indhold

Region Østdanmark

Region Østdanmark er en sammenlægning af Region Sjælland og Region Hovedstaden, og er en realitet fra 1. januar 2027. Læs om den nye Region Østdanmark.

Region Østdanmark er den nye danske region, der etableres som en sammenlægning af Region Sjælland og Region Hovedstaden, og træder endeligt i kraft 1. januar 2027.

Sammenlægningen er et resultat af sundhedsreformen, der blev vedtaget i november 2024 af regeringen og en bred kreds af partier i Folketinget.

Læs mere om Sundhedsreformen på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside

Hvornår træder Region Østdanmark i kraft?

Region Østdanmark træder i kraft den 1. januar 2027.

2026 vil fungere som et overgangsår, hvor de eksisterende regionsråd i Region Sjælland og Region Hovedstaden fortsat vil varetage driften af de eksisterende opgaver. Det nye regionsråd for Region Østdanmark vil i denne periode fungere som forberedelsesudvalg og virke fra den 1. januar 2027.

Hvorfor skal Region Sjælland og Region Hovedstaden lægges sammen?

Sammenlægningen af Region Sjælland og Region Hovedstaden sker som en del af sundhedsreformen, for at sikre at du som borger kan få hurtig og lige adgang til behandling og pleje, uanset hvor du bor.

I Region Østdanmark samler vi Sjælland og øerne i en ny region, hvor vi vil skabe det gode, sunde liv for dig som borger. Det vil vi gøre ved at give dig den bedst mulige behandling i effektivt sundhedsvæsen. Vi vil også forske og uddanne, så vi også i fremtiden har et stærkt sundhedsvæsen.

Vi vil give dig de samme muligheder og den samme høje kvalitet i det lille lokalsamfund som i storbyerne. Uanset, om du har brug for en tid hos din egen læge, skal på sygehuset eller har brug for den største ekspertise på et område.

Hvem kommer til at bestemme i Region Østdanmark?

Den 18. november 2025 er der Kommunal- og regionalvalg i Danmark, hvor der skal vælges et helt nyt regionsråd til Region Østdanmark. Det nye regionsråd for Region Østdanmark vil fungere som forberedelsesudvalg i 2026 og virke fra den 1. januar 2027.

Det nye regionsråd bliver den øverste politiske myndighed i regionen, og dermed dem der bestemmer. Regionsrådet vil bestå af 47 direkte valgte medlemmer, herunder en formand og to næstformænd. Regionsrådet får det overordnede ansvar for regionens sundhedsvæsen, regional udvikling og socialområdet.

I Region Sjælland og Region Hovedstaden vil de eksisterende regionsråd fortsat tage sig af de eksisterende driftsopgaver, frem til udgangen af 2026.