Gå til indhold

Vi skal have klinikken med om bordet

Ansvaret i den østdanske koncerndirektion er blevet fordelt. Erik Jylling får en portefølje med ansvar for bl.a. psykiatrien, det præhospitale område og digitalisering og teknologi. Især børne- og ungdomspsykiatrien kalder på handling, understreger han.
Koncerndirektør Erik Jylling
Koncerndirektør Erik Jylling
Information ikon

Ansvarsområder

  • Det præhospitale område
  • Psykiatrien, herunder børne- og ungdomspsykiatrien
  • Forskning og sundhedsuddannelser
  • Digitalisering og teknologi
  • Medicinområdet
  • Medico (laboratorier, monitorering og scannere)
  • Kvalitetsområdet

Politiske udvalg og centrale råd og fora:

  • Politisk underudvalg om psykiatri
  • Politisk underudvalg om byggeri, teknik og medico (deles med Anne Skriver)
  • Nationale og internationale fora vedr. organisation, medicin og digitalisering

Hvad synes du om den portefølje, du har fået?

Jeg er meget tilfreds med de områder, jeg har fået ansvar for. Bl.a. psykiatrien, hvor særligt børne- og ungdomspsykiatrien med rette har stor bevågenhed. Det falder fint i tråd med hvad jeg allerede har beskæftiget mig med som koncerndirektør i Region Hovedstaden og tidligere. Endvidere bliver jeg formand for det nye nationale forskningscenter i klinisk psykiatri.

I psykiatrien har vi jo en hovedopgave i at få integreret psykiatri og somatik, blandt andet med det sigte, at middellevetiden for psykiatriske patienter skal være den samme som i resten af sundhedsvæsenet. Dét er virkelig meningsgivende for mig.

Jeg kommer også til at arbejde med digitalisering og teknologi, herunder medico. Her har vi allerede et tæt samarbejde på tværs af de to regioner. Vi har fx allerede skabt en stærk ”bestyrelseskonstruktion” på området, hvor både faglighed, økonomi, bygninger, IT osv. sidder rundt om samme bord. Området rummer en kæmpe organisationsudviklingsmulighed, hvor vi også skal indtænke cybersikkerhed og AI, og det vil kræve store investeringer. Vi skal udvikle en stærk organisering med fokus på brugerne.

Vi skal have opbygget en meget stærk dataunderstøttet kvalitetsudviklings- og forbedringskultur ude på hospitalerne og i det nære sundhedsvæsen, som understøtter både den faglige udvikling og dermed også kvaliteten af patientbehandlingen. Ansvaret skal ligge decentralt, men vi skal understøtte det stærkt centralt.

I 2027 skal vi desuden lave en helt ny forsknings- og innovationsstrategi og opbygge en forskningsstøttestruktur for hele regionen. Vi skal også skabe gode testmiljøer for innovation og forskning, hvor vi kan afprøve og udvikle uden at forstyrre den daglige drift. Det handler om at skabe de bedst mulige vilkår for forskningsmiljøet - både juridisk, teknologisk og organisatorisk.

Som koncerndirektører kommer vi fra to organisationer, der har gjort tingene ret forskelligt, og vi skal sammen finde de bedste måder at løse opgaverne på. Vi kommer ofte til at arbejde parvis om ansvarsområderne. Der vil være en hovedansvarlig på hvert område, men områderne passer sammen. Så det giver virkelig god mening, for vi kommer med forskellige erfaringer og meritter, og vi supplerer hinanden rigtig godt.

På medicinområdet skal jeg fx arbejde tæt sammen med Martin (Magelund, red.), som får ansvar for Apoteket og i højere grad får ansvar for logistik, skalering, etablering og distribution. Jeg får arbejdet med medicinområdet, herunder personlig medicin, nye medicinske teknologier og hvordan vi sikrer en rationel farmakoterapi (en systematisk tilgang til valg af medicin, der sikrer størst mulig klinisk effekt med færrest bivirkninger til den laveste pris, red.), ikke mindst ift. brugen af medicin i primær sektor. Alt dette sker naturligt i tæt samarbejde med Apoteket.

På det præhospitale område, der skal understøtte hele sundhedsvæsnet, kommer jeg til at arbejde tæt sammen med Jesper (Gyllenborg, red.), som sidder med ansvaret for den samlede sundhedsplan.

Hvad vil du kaste dig over som det første?

Vi er jo allerede godt i gang med sammenlægningen af psykiatrien og somatikken, og her ligger en opgave med integration. Det handler ikke udelukkende om organisation, men også om kultur, faglig identitet og selvforståelse. Vi har en kæmpe opgave i at følge op på 10års planen, både på økonomien og den faglige udvikling. Det skal følges tæt. Og vi skal have særlig fokus på børne- og ungdomspsykiatrien, hvor der både er behov for at styrke forebyggelsen og øge kapaciteten og ikke mindst at vi værner om uddannelses- og arbejdsmiljøet.

Det er også en stor opgave at få de to præhospitale områder smeltet sammen, herunder at få forenklet organisationen og få reduceret kompleksiteten. Det handler om at samordne it-systemer, definere ny lægevagt mv. Også her er der fokus på borgernes lige adgang til sundhedsvæsenet i hele region Østdanmark.

Hvad ser du som de vigtigste og største udfordringer ved de områder, du får ansvar for?

Børne- og ungdomspsykiatrien er stresset, og psykiatriens udfordringer er et stort samfundsproblem. Løsningerne er ikke lige til. Vi skal på en klog måde øge kapaciteten og styrke forebyggelsen. Sundhedsrådene skal fx fungere omkring de fælles udfordringer og løsninger: skole, samfund, det sociale og civilsamfundet, og vi skal mindske presset på den etablerede, formaliserede psykiatri.

Mine andre områder skal i højere grad understøtte en organisk udvikling. Der er en enorm virketrang i sundhedsvæsenet generelt, og det kræver vores styring, men der er ikke nødvendigvis samme akutte behov for handling, som der er i psykiatrien.

Hvordan vil vi kunne mærke, at du er i spidsen for disse områder?

Jeg har en årelang interesse for organisationsudvikling, herunder spændingsfeltet mellem fag-faglighed og organisation. Forandringer kan ikke orkestreres fra et skrivebord – vi skal have klinikken med i rummet. Det er min opgave at aktivere den bevægelse og bringe entusiasme og engagement ind i udviklingen.