Gå til indhold

Nyt personalehotel skal gøre sygehuset i Nykøbing Falster endnu mere attraktivt

Overnatningsmulighederne for pendlere til Sjællands Universitetshospital, Nykøbing F. bliver nu endnu bedre med 24 nye værelser i det nye personalehotel CAMPUS II.
Klipper snoren
Regionrådsformand Trine Birk Andersen klippede snoren i forbindelse med indvielsen af de 24 nye værelser.

Torsdag den 22. januar 2026 blev det nye personalehotel CAMPUS II på Sjællands Universitetshospital, Nykøbing F. officielt indviet, og dermed får sygehuset nu 24 nye værelser til hospitalets medarbejdere.

Siden 2017 har personalehotellet CAMPUS I givet ansatte mulighed for at overnatte i forbindelse med vagter. Efterspørgslen har været så stor, at der har været fuldt booket på hverdage, og derfor besluttede regionsrådet at investere 15 mio. kr. i en udvidelse.

-Vi vil gøre det så attraktivt som muligt for medarbejderne at arbejde på sygehuset, så vi kan i sikre bedre sundhed og tryghed for borgerne. Det er afgørende, at vi sikrer sundhedspersonale i hele regionen. Personalehotellet giver medarbejderne de rammer, de har brug for, og er samtidig en investering i et stærkt og fremtidssikret hospital i Nykøbing Falster, siger regionsrådsformand Trine Birk Andersen.

Billede af værelset
Der er gjort en dyd ud af, at værelserne ikke ligner et hospital.

Overnatningsmuligheder gør det lettere at pendle

Med CAMPUS II råder personalehotellet nu over i alt 44 værelser.

Tilbuddet er målrettet ansatte i Region Sjælland, som har behov for overnatning i forbindelse med vagter eller arbejde på tværs af matrikler.

-CAMPUS II handler om at skabe arbejdsforhold, der giver vores medarbejdere overskud og stabilitet i hverdagen. Når logistikken hænger sammen for medarbejderne, kan de bruge deres energi der, hvor den gør størst forskel nemlig hos patienterne, siger sygehusdirektør Ricco Dyhr.

Servering ifm indvielsen
Der blev serveret frugt, kaffe, vand og kransekage i forbindelse med indvielsen.

Udvidelsen skal være med til at tiltrække og fastholde fastansatte medarbejdere, også dem der pendler langt. Det giver borgerne større tryghed ved at møde kendte fagpersoner med kendskab til både hospital og lokalområde og styrker samtidig de faglige fællesskaber på sygehuset.

CAMPUS II blev taget i brug mandag den 19. januar 2026 og er en del af Region Sjællands samlede indsats for at skabe attraktive arbejdsforhold for medarbejdere og studerende og dermed et stærkt og fremtidssikret sundhedsvæsen. 

Endnu et billede af værelset
De 24 nye værelser er alle indrettet med seng, skrivebord, tv og eget badeværelse.
Information ikon

CAMPUS personalehotel

  • CAMPUS II er taget i brug mandag den 19. januar 2026

  • Personalehotellet CAMPUS er et tilbud til ansatte i Region Sjælland

  • Der er 24 værelser i CAMPUS II, mens der i CAMPUS I er 20 værelser

  • På hverdage er der 100% belægning i CAMPUS I, og det er baggrunden for, at man nu udvider med CAMPUS II

  • Regionsrådet bevilligede 15 mio. kr. til ombygning og etablering af CAMPUS II
Billede af skilt
Personalehotellet ligger som en del af sygehuset og var tidligere en administrationsbygning.