Gå til indhold

Ny måde at uddanne yngre læger på giver større faglighed og mere sammenhold

Temadage har afløst den daglige undervisning i forbindelse med konferencerne. Det giver mere kvalitet i undervisningen og ro til fordybelse.
- Tidligere når vi havde videreuddannelse af vores yngre læger, så havde halvdelen af de fremmødte lige været på nattevagt, og den anden halvdel var på vagt, og havde hele tiden et øje og et øre på alarmkald og telefon, ligesom de konstant blev påvirket af en forventning om, at de hurtigt kom ud blandt patienterne og kom i gang med opgaverne, forklarer uddannelseskoordinerende yngre læge på akutafdelingen på Midt- og Vestsjællands Hospital i Slagelse, Henriette Nelsson, der ved årsskiftet revolutionerede den proces.
For i stedet for at bruge 15-45 minutter i forbindelse med den daglige konference, som man i øvrigt gør rigtig mange steder, så er uddannelsen nu samlet på temadage hver anden uge. På disse dage er alle yngre-læge-funktioner dobbelt bemandet i vagtskemaet.
- Og så deler vi dem i to hold. Det ene hold modtager undervisning og formiddagen, mens den anden halvdel har vagten. Midt på dagen holder vi møde, hvor alle er med og så bytter vi rundt over middag, fortæller Henriette Nelsson, der oplever, at alle på den måde får mere ud af det hele.
Henriette Nelsson

Temadage kører i rul

- Det betyder også, at der er en meget højere deltagelse i vores personalemøder, for tidligere hvis man ikke er på arbejde, så kom man altså ikke lige ind for et møde på en time. Så ud over, at kvaliteten af vores videreuddannelse er steget, så styrker den nye måde at gøre tingene på det sociale og arbejdsglæden.
På denne temadag er der tre ”stationer”, hvor de yngre læger kan øve sig i suturteknik på en attrap, to sygeplejersker er mødt op for at undervise i, hvordan man kan finde blodårer til at lægge drop i ved hjælp af en ultralyds-scanner og i et tredje hjørne er en af de erfarne læger mødt ind og underviser i, hvordan man laver en lumbal punktur.
Henriette Nelsson

At udfordre "vi plejer"

- Temadagene har forskelligt indhold hver gang, nogle er meget teoretiske, andre mere praktiske. Vi arbejder på at lave et rul med 12 forskellige temadage - svarende til seks måneders undervisning, så vi på den måde kan komme godt rundt i det akutmedicinske curriculum. Der kommer et nyt hold Introduktions- og KBU-læger (Klinisk Basis Uddannelse, red.) hver anden måned, og på den måde når de igennem det hele, inden de skal videre i deres uddannelsesforløb igen, forklarer Henriette Nelsson, som opfodrer andre afdelinger til at kaste sig ud i en gentænkning af uddannelsen af de yngre læger.
- Man skal ikke være bange for at udfordre ”vi plejer". Det her er stort set udgiftsneutralt i forhold til hvad vi gjorde tidligere. Og niveauet er så meget højere. Til gavn og glæde for både de yngre læger, som får lov at lære og øve sig i et roligt miljø og ikke mindst for vores patienter, som forhåbentligt får nogle endnu dygtigere læger ud af det.
Temadag - Akutafdelingen