Lone Lindsby ny regionsdirektør i Region Sjælland
tirsdag den 24. februar 2026

Det glæder regionsrådsformand Trine Birk Andersen, at Lone Lindsby har sagt ja til at stå i spidsen for Region Sjælland:
- Lone Lindsby har tidligere varetaget funktionen som regionsdirektør i en længere periode og er en meget erfaren og kompetent direktør, der vil formå at sikre fortsat stabil drift i en meget omskiftelig periode med mange forandringer som følge af Sundhedsreformen, understreger hun.
Lone Lindsby er uddannet cand. polit. fra Københavns Universitet. Hun har været ansat som koncerndirektør i Region Sjælland siden 2017. Inden da har hun bl.a. været direktør for Danmarks Kampflyprogram i Forsvarsministeriet og koncerndirektør i DSB.
- Jeg er meget glad for den tillid, Regionsrådet viser mig. Mine opgaver er at sikre, at vi som organisation holder uændret fokus på sikker og stabil drift, samtidig med at vi bidrager aktivt til samarbejdet med Region Hovedstaden om at forberede overgangen til Region Østdanmark. Det er en kæmpe opgave at understøtte den fortsatte stabile drift sideløbende med udviklingsopgaverne, og jeg er meget optaget af at skabe så trygge rammer som muligt for ledere og medarbejdere, som helt naturligt oplever store forandringer forud for sammenlægningen med Region Hovedstaden, lyder det fra Lone Lindsby.
Med Lone Lindsby i spidsen udgøres Region Sjællands direktion nu af hende, Jesper Gyllenborg og Martin Magelund, der begge også indgår i Region Østdanmarks direktion.
Lone Lindsby tiltræder 1. april.