Her kan vi virkelig gøre en forskel for de mange
mandag den 2. marts 2026


Ansvarsområder
- Det nære og sammenhængende sundhedsvæsen
- Praksisområdet
- Ejendomsområdet og byggerier
- HR- og uddannelsesområdet
Politiske udvalg og centrale råd og fora:
- Sundhedsråd Hovedstaden
- Sundhedsråd Amager- og Vestegnen
- Sundhedsråd Østsjælland og Øerne
- Sundhedsråd Nordsjælland
- Politisk underudvalg om forebyggelse
- Politisk underudvalg om byggeri, teknik og medico (deles med Erik Jylling)
Hvad synes du om den portefølje, du har fået?
Jeg har fået en virkelig spændende portefølje, som passer godt med det, jeg tidligere har arbejdet og har erfaring med, men som også rummer stor mulighed for at arbejde med nogle af de kæmpe problemstillinger og udfordringer, vi skal løse i forhold til Region Østdanmark: lægedækning i almen praksis og omstillingen mod det nære sundhedsvæsen. Så porteføljen er en solid kombination af opgaver, som er kendte for mig, og så er der en masse nye udfordringer, som jeg synes er et stort privilegie at få lov til at arbejde med.
Lægedækningen er helt afgørende for, at vi kan sikre et ensartet sundhedstilbud til borgere i hele Region Østdanmark, som er en af sundhedsreformens grundformål. Dét er både vigtigt og meningsfuldt for mig. Og hele samspillet ud mod kommunerne og sundhedsrådene og selve den omstillingsmanøvre er en opgave, jeg glæder mig til. En svær men virkeligt spændende opgave!
Sundhedsrådene er en ny konstruktion med et stort potentiale. Jeg tror, at det forpligtende ansvar, der er blevet givet os med sundhedsrådene, det kan vi bruge til noget ret fantastisk. Og det er ikke en let opgave. Vi er mange, der skal blive enige, og vi skal alle sammen indstille os på at hænge nogle hatte ude på knagen, før vi går ind i rummet sammen
– hvis vi vil lykkes. Som region får vi også et stort ansvar for både at betjene sundhedsrådene, men også at putte noget reelt indhold i dem: at give plads til de politiske drøftelser, der måtte være og lytte til, hvad politikerne ønsker. Det bliver helt enormt spændende at få lov til at være med til at bygge en så potentielt banebrydende konstruktion op. Og det er klart, at for en med min baggrund, som faktisk synes at politisk betjening er en vigtig del af min opgave, så er det ekstra spændende.
Vi kommer til at arbejde tæt sammen på tværs i koncerndirektionen. Jesper (Gyllenborg, red.) og jeg er fx et makkerpar både på sundhedsrådene og på planlægningsdelen, hvor han har ansvar for den helt overordnede sundhedsplanlægning, mens jeg har ansvaret for hele det nære område.
Jeg får også en stor samarbejdsflade med Erik (Jylling, red.), som har ansvar for psykiatrien. Man kan jo ikke sige Sundhedsråd uden at komme til at tale om børne- og ungdomspsykiatri og børn og unges mistrivsel som en af de allervigtigste opgaver, der skal løses.
Så der er samarbejdsflader hele vejen rundt. Og det viser jo også netop, at vi umuligt kan skære kagen uden snitflader i et så stort og komplekst sundhedsvæsen.
Samarbejdet og videndeling på tværs er helt afgørende, både på de store linjer og hos os i koncerndirektionen. Og det er heldigvis en måde, jeg rigtig godt kan lide at arbejde på, så det synes jeg er fedt.
Hvad vil du kaste dig over som det første?
Her og nu skal vi have landet opgaveflyttet i forhold til sundhedsrådene. Det har vi været i gang med et stykke tid, men det skal vi have helt klar til den 1. april. Derefter skal vi have styr på delingsaftalerne mellem regionen og kommunerne, så der er klare rammer for ansvar, samarbejde og økonomi.
Derefter skal vi som noget af det allerførste i gang med at arbejde med en strategi for almen praksis, og vi skal tale om næste skridt i samarbejdet ud mod kommunerne og fordelingen af midler mellem sundhedsrådene.
Hvad ser du som de vigtigste og største udfordringer ved de områder, du får ansvar for?
Den store udfordring, tror jeg, bliver at få hånd om, hvordan vi skal arbejde med udviklingen af praksissektoren. Det bliver en kæmpe opgave at få løftet området, hvor vi får ansvaret for den faglige udvikling og skal sikre, at der bliver større sammenhæng mellem praksissektoren og det øvrige sundhedsvæsen. Vi skal rekruttere flere nye praktiserende læger og samtidigt holde rigtig godt fast på dem, vi allerede har.
Det bliver en stor opgave for os i koncerndirektionen, men hospitalerne skal også være med til at understøtte, at meget mere behandling kan finde sted i praksissektoren, så vi skal samtidigt have hospitalsdirektørerne involveret meget mere, end de har været før. Så der ligger en kæmpe opgave, men også en opgave, som er helt afgørende for, at vi lykkes med sundhedsreformens intentioner.
Hvordan vil vi kunne mærke, at du er i spidsen for disse områder?
Jeg håber, at man vil kunne mærke, at her kommer én ind ad døren, som kender områderne og som virkelig brænder for at gøre en forskel. Praksissektoren og det nære sundhedsvæsen er områder, hvor vi ikke har ensartede tilbud til borgerne som det er i dag, og hvor vi virkelig har mulighed for at kunne gøre en forskel for de mange.
Det er også områder, der har en meget stor, politisk spillebane og er genstand for stor interesse og fokus. Derfor tror jeg også, at det er hjælpsomt, at jeg har så meget erfaring med politisk betjening. Og sidst men ikke mindst så håber jeg, at man vil kunne mærke, at jeg er ”østvendt”: At jeg virkelig gerne vil, at vi skal lykkes sammen i Østdanmark.