Flere speciallæger efter BASS-indsats på Midt og Vestsjællands Hospital
fredag den 12. juni 2026
Inden for to medicinske specialer på Midt- og Vestsjællands Hospital er antallet af speciallæger fordoblet de seneste to år. Det viser den seneste status fra Region Sjællands udviklingsprogram Bæredygtige Akutsygehuse og Specialer – BASS.

På hospitalet er antallet af speciallæger i medicinske mave- og tarmsygdomme (gastroenterologi) steget fra syv til 14, mens antallet i lungesygdomme er vokset fra fem til ni speciallæger, når fire nye speciallæger starter efter sommerferien.
- Det er blevet nemmere at rekruttere speciallæger, og vi oplever i stigende grad, at lægerne kan se en fremtid inden for specialerne her på hospitalet. For patienterne betyder det helt konkret, at vi kan behandle flere sygdomme lokalt, hvor vi tidligere har sendt patienterne videre, og samtidig nedbringe nogle af de lange ventetider, siger Lene Marie Isaksen, cheflæge på Afdeling for mave-tarmsygdomme, lungesygdomme, gigt-, bindevævs- og rygsygdomme på Midt- og Vestsjællands Hospital.
Samtidig er det lykkedes at ansætte ledende overlæger i begge specialer, selv om stillingerne tidligere har stået ubesatte i flere år.
- De ledende overlæger spiller en enorm rolle i den faglige udvikling af specialerne. Det gavner ikke kun patienterne, men gør også os som arbejdsplads mere attraktiv for speciallæger, som ønsker et stærkt fagligt miljø med nogle tydelige faglige fyrtårne, der viser vejen, siger cheflæge Lene Marie Isaksen.
Flere speciallæger giver bæredygtige akutsygehuse
Udviklingen er et resultat af BASS-programmets indsats med at styrke de faglige miljøer og sikre lige adgang til behandling.
Formand for Sygehusudvalget i Region Sjælland, Anne Møller Ronex, glæder sig over udviklingen:

- Flere speciallæger og stærkere specialer er afgørende for, at vi også fremover kan tilbyde behandling af høj kvalitet tæt på borgerne. Derfor er det meget positivt at se, at BASS-indsatsen virker. Sammen med det nationale speciallægeloft på universitetshospitalerne og regionsrådets investering på 100 millioner kroner til mere sundhedspersonale – hvoraf mere end 40 millioner går til Midt- og Vestsjællands Hospital – har det styrket vores muligheder for at tiltrække læger og udvikle stærke faglige miljøer i Region Sjælland, siger Anne Møller Ronex, formand for Sygehusudvalget i Region Sjælland.

Indsatsen med at styrke både lungemedicin og gastroenterologi på Midt- og Vestsjællands Hospital fortsætter. Hospitalet skal være en attraktiv styrkeposition i Sundhedsråd Midt- og Vestsjælland.
Fakta
Region Sjællands udviklingsprogram Bæredygtige Akutsygehuse og Specialer – BASS - er en måde at organisere hospitaler og lægefaglige specialer på, så de organiseres i stærke faglige miljøer med en forpligtelse til at løfte populationsansvaret for hele Sundhedsrådet.
De vigtigste punkter:
- Samle specialister. I stedet for at hvert hospital har små grupper af speciallæger samler man specialister på færre hospitaler. Det skaber stærkere faglige miljøer, hvor læger kan sparre og lære af hinanden.
- Styrkepositioner. Udvalgte hospitaler bliver “centre” for bestemte specialer, så kvaliteten bliver højere. Fx er Holbæk Sygehus ”center” for endokrinologien
- Digital og decentral behandling. Patienterne får stadig hjælp tæt på hjemmet via digitale konsultationer og på lokale klinikker og hospitaler. Selvom specialisterne er samlet i stærke faglige miljøer på udvalgte hospitaler, arbejder de også på regionens øvrige hospitaler.
- Attraktiv arbejdsplads. Med bedre samarbejde, fleksible arbejdstider og stærke faglige miljøer forsøger man at fastholde og tiltrække sundhedspersonale.
- Langsigtet bæredygtighed. Målet er, at sygehusene kan håndtere flere patienter, ældre og kronisk syge, uden at kvaliteten falder, og uden at lægerne bliver overbelastede.
Læs mere:
- Læs sagen til forretningsudvalget om BASS-programmets indsatser her
- Læs hvad speciallægerne selv siger om BASS-indsatsen: Flere speciallæger styrker behandlingen af hormon- og stofskiftesygdomme
- Se alle nyheder om BASS-programmet her