Det må ikke tage 20 år
mandag den 2. marts 2026


Ansvarsområder:
- Sundhedsplan
-
Hospitalsplanlægning
-
Rehabiliteringsområdet
-
Sundhedsfaglige råd
-
Steno
Politiske udvalg og centrale råd og fora:
- Sundhedsråd Midt- og Vestsjælland
- Sundhedsråd Københavns Omegn Nord
- Politisk underudvalg om hospitalsplanlægning
Hvad synes du om den portefølje, du har fået?
- Porteføljen er vigtig, udfordrende og ligger godt til mine faglige kvalifikationer, siger han.
- Inden for sundhedsplansområdet og hospitalsområdet skal vi skabe udligningen – eller lighed og nærhed i sundhed for alle i Region Østdanmark. Vi skal lægge fundamentet for bæredygtige faglige miljøer på hospitalerne og skaffe flere praktiserende læger til Lolland og Vestsjælland. Der kommer til at ligge mange prioriteringer i den sundhedsplan, men for mig at se kommer sundhedsplanen også til at være en motor for det, vi skal opnå, siger Jesper Gyllenborg og fortsætter.
- Stenocentrene er jeg også glad for. Jeg synes, at det er god model for at lave udviklingsarbejde på kronikerområdet. Jeg ser diabetes som en modelsygdom for hjerteområdet og lungeområdet. For mig handler det ikke om, at vi skal være perfekte på et sygdomsområde. Jeg ser det som en mulighed for at lave nogle udviklingstiltag, der kan være til gavn for alle patienter med kroniske sygdomme.
- Den specialiserede rehabilitering er et lidt mindre område og et kompliceret område. Det område er landet hos mig, fordi jeg har en baggrund som neurolog, og jeg ved meget om det område, som jeg har arbejdet med siden strukturreformen i 2007. Jeg kender udfordringerne. Jeg ved, hvor vi er stærke, og hvor vi er svage. Her har jeg faktiske nogle gode bud på løsninger, hvis jeg selv skal sige det, siger han.
Hvad vil du kaste dig over som det første?
- Vi har nogle konkrete deadlines for sundhedsplanen, der skal leveres i år. Jeg vil begynde at sætte en klar retning og nogle klare prioriteringer.
- I forhold til arbejdet i sundhedsrådene er deadlines knap så stramme. For mig handler det om ret hurtigt at etableret et godt og tillidsfuldt samarbejde både mellem det politiske niveau og det administrative niveau, men også mellem de kommunale politikere og de regionale politikere. Det er jo ikke noget, jeg kan styre alene, men det er noget af det første, jeg vil arbejde med, siger koncerndirektøren.
- De sundhedsfaglige råd – den faglige stemme. Her er det rigtigt vigtigt for mig at få gjort det tydeligt, at den faglige stemme er vigtig, men det er også vigtigt at få ansvarliggjort den faglige stemme. Og selvfølge skal jeg sørge for at få den faglige stemme med ind til det politiske niveau, når vi skal lave sundhedsplan og hospitalsplan.
Hvad ser du som de vigtigste og største udfordringer ved de områder, du får ansvar for?
- Fagfolkene har det med at gå efter det perfekte, og det er også en udmærket ambition. Det, der er perfekt for de få, er sjældent godt for de mange. Den prioritering bliver svær, men vigtig at arbejde med i de faglige miljøer, siger Jesper Gyllenborg.
- Udligningsprioriteringer mellem ressourcestærke og mindre ressourcestærke sundhedsråd og kommuner, tror jeg, bliver rigtigt svært. At få en fælles tilgang til indsatser og målsætninger, men med mulighed for lokale løsninger i sundhedsrådene. En fælles tilgang er vigtig for at kunne lykkes.
Hvordan vil vi kunne mærke, at du er i spidsen for disse områder?
- Jeg vil insistere på, at vores beslutninger skal stå på solid grund af evidens, data, viden og kliniske forståelse. Og ikke på en tradition som ”vi plejer at gøre sådan i Region Sjælland” eller ”vi plejer at gøre sådan i Region Hovedstaden”.
- Og så kommer jeg til at insistere på samarbejde og tværgående sammenhænge. Jeg vil have at kommuner, hospitaler og almen praksis de ser sig selv som en sammenhæng i den samme sundhedskæde, siger han.
- Der vil være mod bag de beslutninger, der bliver truffet. Jeg kommer til at være meget insisterende på, at når vi først har truffet en beslutning, er det den retning vi går, vi skal turde gennemføre den, siger Jesper Gyllenborg.
- Når man ser på sundhedsreformen, kan man godt tænke, det kommer til at tage 20 år at gennemføre. Det må det ikke. Jeg vil gerne, at vi kan se nogle klare forbedringer på lighed, sammenhæng og nærhed, når vi står ved slutningen af valgperioden om fire år.