Personale fra Regional Udvikling flytter på sygehus
fredag den 7. marts 2025

På grund af sundhedsreformen
Når kalenderen skifter til maj, kan 15 medarbejdere fra Regional Udvikling pakke flyttekasser ud på Slagelse Sygehus og Sjællands Universitetshospital i Køge.
11 medarbejdere fra Klimasekretariatet og fire fra Fondskontoret under Regional Udvikling i Regionshuset i Sorø skal flytte fysisk og organisatorisk til Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse samt Sjællands Universitetshospital.
Flytningen sker, fordi opgaver med klimatilpasning i Region Sjællands geografiske område og den regionale udviklingsstrategi forsvinder fra det regionale udviklingsområde 1. januar 2026 på grund af sundhedsreformen.
- Ved at flytte de to enheder, vil det være muligt at sikre en fortsat og stabil drift af opgaverne og at fastholde medarbejderne og deres kompetencer, siger Lisbeth Iversen, der er direktør for Regional Udvikling.
Klimasekretariatet til Slagelse
Flytningen af Klimasekretariatet passer godt ind i Danske Regioners strategi om ”Grønne hospitaler”.
- Med bopæl på Slagelse Sygehus kan sekretariatet blive ved med at løse sine nuværende opgaver med den grønne omstilling samtidig med, at vi både styrker den grønne omstilling på sygehusene og kommer tættere på den kliniske drift i arbejdet med CO2-reduktioner, siger koncerndirektør Martin Magelund Rasmussen.
Strategien ”Grønne hospitaler” stiller en række krav til indsatser og mere ambitiøse mål for CO2-reduktion på 50 procent i 2035 og 75 procent inden for områderne transport og energi.
- Vi arbejder på en ny strategi med titlen ”Grøn fremtid 2035”, der skal sikre, at regionen kan realisere målsætningerne i ”Grønne hospitaler”. Vi forventer, at strategien bliver godkendt i løbet af foråret, siger Martin Magelund Rasmussen.
Klimasekretariatet arbejder i øjeblikket med klimaplaner, der primært har fokus på grønne tiltag i forhold til driften af Region Sjællands kerneydelser - så som transport, energi og affald.
- ”Grønne hospitaler” forudsætter et gearskifte i den grønne omstilling og et stærkere fokus på nye udledningskategorier, der er direkte forbundet med driften på sygehusene. For eksempel omlægning af behandlingstilbud, reduktion af overdiagnostik og -behandling og reduktion af medicinforbrug, siger Lisbeth Iversen.
Fondskontoret til Køge
Fondskontoret i Regional Udvikling har som opgave at understøtte projektudvikling, ansøgning af fondsmidler og rådgivning af forskere i hele organisationen.
Med sundhedsreformen vil Regional Udvikling fremover have mere begrænsede muligheder for at søge fonde om penge inden for blandt andet jordforurening, råstoffer, uddannelse, kollektiv trafik og grænseregionalt samarbejde.
Forskningsenheden i staben på Sjællands Universitetshospital arbejder også med at skaffe fondsmidler og udvikle og understøtte forsknings- og udviklingsprojekter.
- Med sundhedsreformen er det oplagt at styrke Region Sjællands og forskningsenhedens arbejde med at søge fondsmidler til forsknings- og udviklingsprojekter med kompetencerne fra Fondskontoret i Regional Udvikling, siger Martin Magelund Rasmussen

Fakta
Flytningen af medarbejdere fra Regional Udvikling er en konsekvens af sundhedsreformen, der dikterer en tilpasning af opgaver og økonomi på det regionale udviklingsområde. Klimasekretariatet og Fondskontoret flytter organisatorisk fra Regional Udvikling til sygehusene og stopper med at være en del af Regional Udvikling.