Nyt fusioneret sygehus får navnet Midt- og Vestsjællands Hospital
onsdag den 3. december 2025
Regionsrådet i Region Sjælland har besluttet, at den nye samlede hospitalsorganisation skal hedde Midt- og Vestsjællands Hospital. Navnevalget markerer en milepæl i arbejdet med at styrke sundhedstilbuddet og sammenhængen mellem psykiatri og somatik i hele regionen.
- Der er mange følelser forbundet med et navn. Med navnet Midt- og Vestsjællands Hospital vil vi skabe en tydelig identitet for et nyt hospital i Sundhedsråd Midt- og Vestsjælland som samtidig integrerer psykiatri og somatik i hele det nuværende Region Sjælland i tæt samarbejde med de øvrige hospitaler, kommuner og almen praksis, siger regionsrådsformand Trine Birk Andersen.
Sammenhæng og patientoplevelser i centrum
Navnet udspringer af en navnekampagne, hvor medarbejdere på tværs af Psykiatrien og Næstved, Slagelse og Ringsted Sygehuse indsendte mere end 240 unikke forslag. Fusions-MED med medarbejderrepræsentanter fra begge organisationer og MED-Hovedudvalget har udpeget en rækkenavneforslag, som Regionsrådet derefter har truffet beslutning med udgangspunkt i.
- Medarbejdernes egne idéer og perspektiver ligger til grund for dette navn, som giver os et stærkt fundament. For os handler det om mennesker – og om sammenhæng. Midt- og Vestsjællands Hospital skal være rammen om et nytænkende og robust hospital, hvor vi udnytter psykiatriens og somatikkens styrker og skaber sundhedstilbud og patientforløb, der tager udgangspunkt i borgerens behov. Vi ser frem til at opbygge én fælles kultur med høj patientoplevet kvalitet og et bredt samarbejde på tværs af regionen, siger hospitalsdirektør Kresten Dørup.
Grundige forberedelser og tæt inddragelse
Organisationen bliver en central del af Region Sjællands arbejde med at realisere sundhedsreformens intentioner om at ligestille psykiatri og somatik og skabe et mere sammenhængende sundhedsvæsen.
- Vi har brugt det sidste halve år på grundige forberedelser og tæt inddragelse af både medarbejdere og samarbejdspartnere – blandt andet kommuner og almen praksis. Nu står vi med et navn og en retning, der samler os. Vi glæder os til at fortsætte arbejdet med at skabe et hospital, der ser og realiserer de nye muligheder i sundhedsreformen, siger Kresten Dørup.
Med beslutningen om navnet går arbejdet med den praktiske implementering i gang, herunder skiltning, opdatering af digitale systemer og kommunikation på tværs af organisationen.
Fakta:
- Det nye Midt- og Vestsjællands Hospital får et optageområde på det somatiske område på 230.000 borgere – primært fra Næstved, Slagelse, Ringsted og Sorø kommuner. I forhold til den psykiatriske del dækker organisationen hele Region Sjælland.
- I 2024 havde hospitalet 109.151 akutte og 416.328 ambulante patientkontakter.
- Hospitalet får i alt 5.071 medarbejdere og 766 sengepladser.