Gå til indhold

Ny sygehusledelse skal samle psykiatri og somatik i Region Sjælland

Med udnævnelsen af Kresten Dørup som ny sygehusdirektør for fusionen mellem Psykiatrien og NSR Sygehuse er næste skridt taget i sammenlægningen. Alle regionens borgere skal fremover opleve, at behandling af fysiske og psykiske sygdomme hænger bedre sammen
Den nye sygehusledelse for det fusionerede sygehus
Den nye sygehusledelse for fusionen mellem Psykiatrien og NSR Sygehuse. Fra venstre er det vicedirektør Henrik Stig Jørgensen, vicedirektør Dorthe Juul, sygehusdirektør Kresten Dørup, vicedirektør Anne Grethe Larsen og vicedirektør Jens Drachmann Bukh.

Den nyudpegede sygehusledelse for fusionen mellem Psykiatrien samt NSR Sygehuse, som træder i kraft 1. januar 2026, får base i Slagelse. Den bliver ansvarlig for at skabe en stærk og samlet organisation, som kan bringe psykiatri og somatik tættere sammen til gavn for patienter, pårørende og medarbejdere.

Sygehusdirektør Kresten Dørup får følgeskab af de fire vicedirektører, der i dag sammen med ham udgør sygehusledelserne i Psykiatrien og på NSR Sygehuse. Det er vicedirektørerne Dorthe Juul og Jens Drachmann Bukh fra Psykiatrien samt vicedirektørerne Anne Grethe Larsen og Henrik Stig Jørgensen fra NSR Sygehuse.

Ny sygehusledelse skal styrke samarbejdet

Den nye sygehusledelse skal sammen bygge bro mellem psykiatri og somatik til gavn for både patienter og medarbejdere. Og koncerndirektør Jesper Gyllenborg fremhæver den ledelsesopgave som afgørende for at realisere ambitionerne bag fusionen og intentionerne med sundhedsreformen:

- Alle patienter på tværs af regionen skal få gavn af det stærkere samarbejde mellem psykiatri og somatik. Her skal den nye sygehusledelse være drivkraften i at samle faglighederne på tværs og skabe et kraftcenter, som rækker langt ud over Slagelse. Det er en historisk forandring med ikke alene en stor organisatorisk fusion, men i den grad også en faglig, og jeg er meget tryg ved det stærke hold, der er sat i spidsen for opgaven.

Stærkere tilbud i hele regionen

Allerforrest står Kresten Dørup, som de seneste tre år været psykiatridirektør i Region Sjælland og siden 1. maj 2025 ligeledes har været konstitueret i rollen som direktør for NSR Sygehuse. Han glæder sig til opgaven med sammenlægningen, som ifølge ham kommer til at gavne patienterne på mange forskellige niveauer.

- Det nye fusionerede sygehus får en styrkeposition på det psykiatriske område, som skal sættes i spil i hele regionen i mødet med patienterne. Vi kan lave bl.a. bedre forebyggelse sammen med kommunerne, bedre akutmodtagelser, bedre indlæggelsesforløb, stærkere nære og udkørende tilbud samt bedre digitale løsninger. Det glæder jeg mig til at føre ud i livet sammen med de mere end 5.000 dygtige ledere og medarbejdere, siger Kresten Dørup.

Patienten i centrum

Sygehusdirektør Kresten Dørup fremhæver, at målet er et sundhedsvæsen, der i langt højere grad kan tilpasse sig den enkelte patients behov og livssituation.

- Vi skal tale meget mindre om somatik og psykiatri som to forskellige ting. Vores sundhedsvæsen skal i højere grad rumme patienternes forskelligartede behov. Det betyder, at vi skal være mere lydhøre overfor den enkelte patients ønsker og livssituation og bedre rustet til at give en skræddersyet behandling – uanset lidelsernes karakter. Det bliver en stor og vigtig opgave, understreger Kresten Dørup.

Inddragelse af medarbejdere

Den organisatoriske sammenlægning af psykiatri og somatik – og altså fusionen mellem Psykiatrien og NSR Sygehuse – træder endeligt i kraft den 1. januar 2026. Det er den nye sygehusledelse, som får ansvaret for at afklare, hvordan sygehusets administration skal organiseres fremover.

Der er nedsat et Fusions-MED med bl.a. medarbejderrepræsentanter fra Psykiatrien samt NSR sygehuse, som vil blive inddraget i alle forandringer, der følger af fusionen. Der vil bl.a. være en inddragelsesproces af medarbejdere og MED-udvalg i forhold til navngivning af det nye sygehus, som herefter ventes at komme til politisk beslutning i løbet af efteråret.


Kort om den nye sygehusledelse

Sygehusdirektør Kresten Dørup (49) har været psykiatridirektør i Region Sjælland siden 2022. Siden 1. maj 2025 har han desuden været konstitueret direktør for NSR Sygehuse. Tidligere har han bl.a. været centerchef for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstaden. Han er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet.

Vicedirektør Dorthe Juul (57) har været sygeplejefaglig vicedirektør i Psykiatrien i Region Sjælland siden 2017. Hun er uddannet sygeplejerske.

Vicedirektør Jens Drachmann Bukh (53) har været lægefaglig vicedirektør i Psykiatrien i Region Sjælland siden 1. marts 2025. Han er uddannet speciallæge i psykiatri.

Vicedirektør Anne Grethe Larsen (63) har været sygeplejefaglig vicedirektør på NSR Sygehuse siden 2019. Hun er uddannet sygeplejerske.

Vicedirektør Henrik Stig Jørgensen (64) har været lægefaglig vicedirektør på NSR Sygehuse siden 2019. Han er uddannet speciallæge i kirurgisk gastroenterologi.