Lægemangel: Region Sjælland sætter turbo på
onsdag den 29. oktober 2025
Der er brug for flere læger på sygehusene og i Psykiatrien i Region Sjælland. Selvom der de senere år er kommet flere speciallæger til, og alene 62 i år, har regionen stadig markant færre sammenlignet med de andre regioner. Særligt i forhold til Region Hovedstaden, da Region Sjælland har 22 procent færre speciallæger pr. indbygger sammenlignet med naboregionen.
- Vores borgere skal have samme gode muligheder for at blive tilset af en speciallæge på det nærmeste sygehus, som borgerne i storbyerne. De seneste års udvikling viser, det går den rette vej, men vi er ikke i mål. Vores borgere har brug for, at flere kommer til og styrker de dele af sundhedsvæsenet, som ikke ligger inden for S-togsnettet, siger Trine Birk Andersen, regionsrådsformand i Region Sjælland.
Med afsæt i budgetaftalen for 2025, som alle regionsrådets partier stod bag, opslås en række stillinger via initiativet ‘Én indgang’, som skal gøre det nemmere for lægerne at søge en stilling på et af regionens sygehuse. I første omgang opstarter regionen pilotprojektet på to lægefaglige specialer i form af psykiatri og lungemedicin, som er nogle af de specialer, hvor manglen er størst. Andre specialer forventes efterfølgende at blive koblet på løsningen.
Flere jobopslag – og en enklere vej ind i regionen
Den nye kampagne er det seneste initiativ i Region Sjællands vedvarende indsats for at styrke tiltrækningen af læger og bygger ovenpå en intensivering i rekrutteringen. Sammenlignet med
samme periode sidste år, har der de seneste 5 måneder eksempelvis været 65 flere stillingsopslag til speciallæger på regionens hjemmeside.
- Vi har sat tempo på - både med antallet af stillingsopslag og en enklere vej ind i regionen. Vi gør det nu mere ubureaukratisk og mere enkelt at søge en stilling som speciallæge. Med én
indgang, én kontaktperson og et simpelt overblik over ledige specialstillinger forsøger vi at hjælpe lægerne ved at fjerne administrativt bøvl. Nu begynder vi med to specialer, og så
bygger vi videre på det, siger Trine Birk Andersen og fortsætter:
- Kampagnen er endnu et skridt i den rigtige retning, og vi skal blive ved, så vi hele tiden tager nye skridt. Vi håber, at flere læger kommer til, og at vi i samarbejde og dialog med de faglige
organisationer kan skabe endnu flere spændende og attraktive stillinger for deres medlemmer – i sidste ende til gavn for borgerne, siger Trine Birk Andersen.
Kampagnen og rekrutteringsindsatsen går i luften i løbet af november.
Fakta:
Som det første skridt afprøves initiativet på de to specialer psykiatri og lungemedicin. Hvis der kommer henvendelser fra læger inden for andre specialer, vil regionen naturligvis møde dem åbent, følge op og henvise dem videre til relevante sygehusafdelinger.