Gå til indhold

Fundamentet først: sådan bygger vi Region Østdanmark

Regionalvalget var det politiske startskud for dannelsen af Region Østdanmark. Mens 2025 primært har handlet om planlægning og forberedelse, bliver der nu sat skub under beslutningerne.
Fundamentet først_sådan bygger vi Region Østdanmark

Med et budget på 70 mia. og samlet set 65.000 medarbejdere, er dannelsen af Region Øst-danmark en opgave så enorm, at det kan være svært at begribe omfanget.

I spidsen for de to delprogrammer, der tilsammen har ansvaret for at danne Region Østdanmark, står to programejere. Det er økonomidirektør i Region Hovedstaden, Jens Buch Nielsen og konstitueret økonomidirektør i Region Sjælland, Ulrik Edelbo.
 
De sammenligner dannelsen af Region Østdanmark med byggeriet af et hus. I 2025 er plan-tegningen blevet udarbejdet. De to delprogrammer har i 2025 indsamlet, bearbejdet og valideret data fra begge organisationer, og dermed skabt ét fælles overblik over alle de opgaver, der skal løses, for at Region Østdanmark kan gå i luften 1. januar 2027. 

Byggetilladelsen er klar

”Man kan sige, at byggesten og -materialer blev linet op på parkeringspladsen ved siden af byggegrunden. Imens er der blevet taget jordbundsprøver, og grunden blev gået efter i sømmene. Der er blevet forberedt og planlagt i stort set alle kroge af organisationerne. Men indtil for ganske nylig manglede vi byggetilladelsen,” forklarer Jens Buch Nielsen. 

Og den kom endelig med regionalvalget, hvor det forberedende regionsråd blev nedsat. Det er dem, der skal træffe de politiske beslutninger og sætte retningen for Region Østdanmark. 

”Det har jo været en helt særlig situation, hvor vi har skullet forberede en ny organisation, som reelt ikke eksisterede, før regionsrådet var nedsat. Kunsten har været at få alle opgaver belyst, så det ny regionsråd nu har de bedst mulige forudsætninger for at træffe rigtig mange beslutninger på kort tid,” siger Ulrik Edelbo. 

Hårde og bløde elementer

Nu kan byggematerialerne endelig bæres ind på byggepladsen. Den kommende tid skal den nye politiske ledelse tage stilling til alle de beslutningsoplæg, der i løbet af det seneste år er blevet udformet på tværs af organisationerne, og som der løbende vil komme endnu flere af. 

At bygge et hus kræver både hårde og bløde elementer, og det gælder også i dannelsen af Region Østdanmark. De hårde elementer er systemer, strukturer og drift: fysiske matrikler, lønsystemer og it-adgange. De bløde er dem, der handler om værdier, personalepolitikker, samarbejdsformen og den nye og fælles kultur, der skal bære den samlede organisation fremad på den lange bane.

Sikker behandling og løn til medarbejderne

Alle elementerne er vigtige i dannelsen af Region Østdanmark. Men nogle af opgaverne må løses før andre, forklarer Jens Buch Nielsen:

”Derfor har vi inddelt den samlede opgaveportefølje i skal-, kan- og bør-opgaver. Skal-opgaver er de opgaver, der er absolut nødvendige for, at vi kan garantere sikker drift fra dag ét. Det handler bl.a. om at sikre, at alle patienter kan behandles sikkert, og at borgerne oplever et uændret serviceniveau. For medarbejdere gælder det fx, at alle skal kunne komme fysisk ind på arbejde med deres adgangskort, logge på de rigtige systemer og få udbetalt deres løn korrekt og til tiden.”

Ulrik Edelbo uddyber:

”Medarbejderne skal kunne få udbetalt løn - men det betyder ikke nødvendigvis, at alle vil være samlet i ét lønsystem den 1. januar 2027. Borgerne skal have adgang til akuttelefonen - men det er ikke sikkert, at alle skal bruge det samme telefonnummer fra start. Kan- og bør-opgaverne, der ikke er driftskritiske, må vi sætte op på loftet og tage frem løbende, når der er tid til det. Indtil da skal vi koncentrere kræfterne om skal-opgaverne.” 

6.000 forskellige it-systemer

Opgaveporteføljen er stor og tiden er knap. Inddelingen skal sikre, at dannelsen af Region Østdanmark når i mål til tiden med sikker drift som det primære mål. 

Et godt eksempel på behovet for prioritering finder man på it-området. Region Hovedstadens it-afdeling, CIMT, og Region Sjællands Koncern Digitalisering har tilsammen 5-6.000 forskellige it-systemer. Der vil være helt umuligt at nå at strømline dem alle før 1. januar 2027. Også her prioriteres først og fremmest de systemer, der er kritiske for at opretholde en sikker og stabil drift.

Ordentlige løsninger frem for hurtige

”Vi skal ikke bare løse opgaverne hurtigt. Vi skal løse dem ordentligt, og vi skal forstyrre drift og klinik mindst muligt, mens vi gør det. Hvis alle opgaver prioriteres lige højt, bliver der ikke bygget et fundament for huset, der kan bære på sigt. Vi gør alt for at gøre overgangen så smidig som muligt for alle, men der vil uundgåeligt være bump på vejen, og vi bliver hele tiden klogere,” siger Jens Buch Nielsen.

Det er derfor vigtigt at indstille sig på, at ikke alt står klappet og klart, den dag Region Østdanmark går i luften, understreger de to programejere.

Den 1. januar 2027 skal husets bærende elementer skal stå færdige. Men det betyder ikke, at byggeriet er færdigt. Haven er måske endnu ikke anlagt og skuret ikke bygget. Væggene skal måske males om. Herfra skal der forskønnes og vedligeholdes. Det arbejde kommer til at fylde – også i årene efter at Region Østdanmark har slået dørene op, forklarer Ulrik Edelbo:

”I tiden efter 1. januar 2027 skal vi genbesøge de kasser, vi har sat op på loftet. Vi skal tilpasse arbejdsgange, finde de gode løsninger sammen og bygge videre på de langsigtede ambitioner i fællesskab.”

Information ikon

Fakta

Sådan har programmet ”Dannelse af Region Østdanmark” organiseret arbejdet:

Programmet har skabt et samlet overblik over alle de opgaver, der skal løses på tværs af Region Hovedstaden og Region Sjælland, for at kunne danne Region Østdanmark.

Opgaverne er blevet fordelt på fire strategiske kerneområder:

  • Organisation og bemanding
  • Økonomi og styring
  • Teknisk fundament
  • Kultur og kommunikation

Tilsammen udgør de fire kerneområder rammen om forberedelserne af den nye region. Projekter og opgaver under de strategiske kerneområder er blevet inddelt i skal-, kan- og bør-opgaver, der skal sikre, at opgaverne løses i en rækkefølge og efter en synlig prioritering.

Programmet skal sikre, at Region Østdanmark kan levere sikker og stabil drift og varetage sine myndighedsopgaver fra 1. januar 2027, samt fælles prioritering af den videre etablering af regionen.