Gå til indhold

1.000 operationer gennemført med robot på Slagelse Sygehus

Fredag samledes medarbejderne på Slagelse Sygehus for at fejre, at operation nummer 1.000 med robot er blevet gennemført.
Det kræver et godt hold at operere med robot
Louise Torp Christensen (tv) og Gudrun Troldborg (th).

- Det er en holdsport at gå til kirurg, siger Louise Torp Christensen, der er afdelingslæge i Kirurgisk Afdeling på Slagelse Sygehus.

Det er i hvert fald sådan, hun beskriver det, at udføre en operation - som en holdsport.

Og i slutningen af ugen kunne operationsholdet bestående af kirurger, sygeplejersker og assistenter fejre en helt særlig og måske en smule atypisk med medspiller – nemlig en robot.

En helt almindelig eftermiddag i sidste uge nåede operationsholdets atypiske medspiller nemlig en ganske særlig milepæl. Der blev gennemført operation nummer 1.000 med robotten.

- I starten virkede det avanceret som kirurg at skulle operere med en robot, og man sidder også langt fra patienten, men robotten er bare en drøm at arbejde med, fortæller Louise Torp Christensen og uddyber:

- Man kan se robotten som et avanceret instrument med bedre muligheder for at navigere. Når man opererer med kikkert normalt, har man kun mulighed for at benytte en åbne- og lukkefunktion, men med robotten er der en meget større bevægelighed, fordi den har mange flere led. Det betyder, at man kan arbejde i flere retninger og udføre en operation langt mere præcist.

Operationssygeplejerske Gudrun, mens der opereres med robotten
Operation nummer 1.000

Mange fordele følger med robotten

Operation nummer 1.000 med robotten var en ganske særlig milepæl for sygehuset på grund af mange ting. For når man opererer med robotten, følger mange fordele med.

- Det er en minimal invasiv indgriben for patienten, og det betyder, at patienten faktisk i de fleste tilfælde kan komme hjem samme dag eller dagen efter, de er blevet opereret med robotten. Man sparer også tid og får som kirurg flere muligheder ved fx brokoperationer, forklarer Louise Torp Christensen.

Og faktisk var operation nummer 1.000 tilfældigvis en brokoperation, og de mange muligheder, som robotten bringer med sig, blev derfor bragt i spil.

- Tidligere, når man skulle operere for et stort arbrok, var man nødt til at åbne patienten helt op. Det ville efterfølgende kræve op mod syv dages indlæggelse efter operationen. Med robotten foregår operationen ved, at man laver tre små huller, som robottens arme kobles på, og det betyder, at patienten efter operationen i de fleste tilfælde kan tage hjem samme dag, siger Louise Torp Christensen.

Når man opererer for brok, bliver der også lagt et net ind, som skal forebygge, at patienten får brok igen. Med robotten udvides også mulighederne for, hvor det net kan placeres – og det er en klar forbedring af patienternes efterfølgende livskvalitet.

- Der er også flere patienter, hvor man tidligere har forsøgt at operere med kikkert uden held, men hvor man uden problemer har kunne operere dem med robotten. Det betyder, at vi nu rent faktisk kan tilbyde operation frem for at skulle afvise patienter, siger Louise Torp.

Robotten styres af kirurg
Robotten styres af kirurgen.

Samarbejde er afgørende

Robotten er et af holdets travle medspillere, og den må derfor dele sin tid mellem flere specialer.

Det betyder, at der en gang om ugen opereres for brok, en gang om ugen foretages gynækologiske indgreb og tre gange om ugen opereres for blandt andet tarmkræft.

- Man skal følge et helt særligt uddannelsesprogram for at kunne operere med robotten. Derfor er det heller ikke alle, der kan gennemføre en operation med den, forklarer Louise Torp Christensen.

Med så få kirurger og sygeplejersker, der kan benytte robotten, kræver det også et helt særligt samarbejde for at kunne lykkes.

- For at kunne operere med robotten kræver det, at hele teamet er omstillingsparate. Man lykkes simpelthen kun, hvis alle er med. Og her på sygehuset har vi simpelthen en fantastisk holdånd, hvor alle går til opgaven med åbenhed og optimisme. Og det er helt afgørende, afslutter Louise Torp Christensen.

Operation nummer 1.00o blev fejret med kage