Korte videoer og notifikationer skal gøre det nemmere for patienter at forberede sig til tarmundersøgelse
Der er meget information at holde styr på for patienter, som skal have foretaget en koloskopi, som er en kikkertundersøgelse af tarmen. På skrift fylder informationen til patienter hele fire sider, men nu kan det blive mere simpelt og overskueligt for patienterne.
MERE END 90 DAGE GAMMEL
torsdag den 19. oktober 2023

Bedre med lidt information ad gangen
Kirurgisk Afdeling på Slagelse Sygehus har nemlig arbejdet målrettet på at kunne supplere den grundige information med små korte videoer og påmindelser til patienten via MinSP Assistent.
Og det er kærkommen med fokus på mere enkel patientinformation. Lægesekretærerne i Kirurgisk Afdeling Helle og Karen-Birgit, der både indkalder patienter og besvarer opkald på telefonen oplever nemlig, at det for mange patienter kan være en større mundfuld at forberede sig til undersøgelsen:
- Nogle bliver nok lidt overvældede af al den information, og så er det nok bedre for nogen at få det lidt ad gangen og blive påmindet om, hvornår de skal faste og stoppe med at spise korn og kerner, fortæller Karen-Birgit.
Velinformerede patienter med MinSP Assistent
MinSP Assistent fungerer som en udbygning til MinSundhedsplatform, som er en app, hvor patienter blandt andet kan tilgå prøvesvar og skrive til afdelingerne, hvis de er i et forløb.
Det er ledende lægesekretær Rikke og innovationskonsulent Isa i Kirurgisk Afdeling, som har arbejdet med tiltaget med MinSP Assistent. Og de håber, at videoerne, notifikationerne og det at kommunikationen bliver brudt op i små bider vil gøre det mere overskueligt for patienterne:
- Jeg håber, det kommer til at betyde for patienterne, at de er rigtig velinformerede, når de møder til undersøgelse. At de ved, hvad de skal igennem, og hvorfor de har været igennem den her udrensning, for det er en stor undersøgelse og et udrensningsforløb som tager lang tid og er fysisk hårdt, fortæller Rikke og fortsætter med at fortælle, hvordan brugen af MinSP Assistent konkret kan skabe værdi for patienterne:
- Det kan give patienterne et bedre overblik at se video og modtage notifikationer frem for kun at læse patientinformationen. I videoerne viser vi også, hvordan der ser ud på stuen og en læge fortæller, hvad undersøgelsen egentlig går ud på.
Isa nikker og tilføjer:
- Og vi viser skopet, som bruges til undersøgelsen. Det er ligesom en magisk ting, som man ikke ved hvad er, og derfor er mange bange for undersøgelsen. Jeg håber, det kan være med til at mindske nervøsitet og bidrage til, at patienterne er udrenset ordentligt.
En reminder på det rigtige tidspunkt
Det nye tiltag skal ikke erstatte anden patientinformation, men skal ses som et supplement:
- Patienterne modtager også informationerne via fx fysisk brev sammen med udtømningen, men med appen får de notifikationer på det tidspunkt, hvor de skal starte. Det er ligesom en reminder, fortæller Rikke.
Hun blev allerede introduceret til MinSP Assistent for tre år siden, og det sidste år har afdelingen arbejdet målrettet på at blive udvalgt til at udvikle løsningen til afdelingen.
Siden da er det gået nemt og hurtigt i samarbejde med Center for IT og Medicoteknologi (CIMT), som varetager udviklingen af MinSP Assistent.
På nuværende tidspunkt tilbydes løsningen til patienter, der er tilknyttet MinSundhedsplatform og som skal have foretaget en simpel koloskopi, men både Rikke og Isa ser mange muligheder for at tilbyde lignende til endnu flere patientgrupper. Men de er også enige om, at det kræver forberedelse at gå i gang med arbejdet, og så har de altid øje for patienterne.
- Man skal have en plan, og så er det vigtigste nok at kunne se, hvorhenne det vil give mening for patienterne, fortæller Rikke og Isa nikker samstemmigt.
