Her kan du blive vaccineret mod COVID-19 og influenza
MERE END 90 DAGE GAMMEL
tirsdag den 26. september 2023
Find seneste info om vacciner:
I Region Sjælland er det omkring 277.000 borgere, der får tilbud om vaccination.
Heldigvis er Covid-19 ikke længere en samfundskritisk sygdom, men Sundhedsstyrelsen anbefaler fortsat, at bestemte målgrupper bliver vaccineret.
Hvem kan vaccineres?
Du kan blive vaccineret mod COVID-19 og influenza, hvis du:
- Er fyldt 65 år og derover
- Er under 65 år og i risiko for alvorligt sygdomsforløb med COVID-19
- Er gravid i 2. og 3. trimester
Voksne kan få begge stik – mod COVID-19 og influenza - på samme tid.
- Børn i alderen 2 til 6 år tilbydes vaccination mod influenza. Det foregår med næsespray
Hvor foregår vaccinationen?
Uanset hvor i regionen man bor, vil der være et vaccinationssted tæt på.
Region Sjælland tilbyder vaccination på 46 apoteker og i vaccinationscentre i ni byer: Holbæk, Næstved, Faxe, Kalundborg, Køge, Nakskov, Nykøbing F., Nykøbing Sj. og Stege.
Kommunerne kan i særlige situationer henvise til vaccination i hjemmet, hvis man af helbredsmæssige årsager ikke kan forlade sit hjem.
Læs mere på regionens hjemmeside: www.regionsjaelland.dk/vaccine.
Tidsbestilling sker på www.vacciner.dk.
Begge steder kan du finde adresser på apoteker og vaccinationscentre. Bemærk, at der løbende bliver lagt nye tider ud. Vaccination kan ske indtil 15. januar 2024, så der er god tid.
Sådan får du invitation
I Region Sjælland har cirka 202.000 borgere i aldersgruppen 65+ modtaget invitation til vaccination via digital post eller brev fra Sundhedsstyrelsen. Cirka 45.000 børn i aldersgruppen 2–6 år har fået tilbud om influenza-vaccination på samme måde.
Personer under 65 år, som er i risiko for et alvorligt sygdomsforløb, skal være opmærksomme på, de ikke modtager en direkte invitation, men bare skal booke tid på vacciner.dk. Sidste år blev cirka 30.000 særligt sårbare borgere vaccineret i Region Sjælland.