5 besøg af det grønne rejsehold

Det grønne rejsehold, som Region Sjælland lancerede i januar 2026, er nu i gang og har gennemført de første besøg på tværs af regionens hospitaler. Erfaringerne peger entydigt på, at der allerede i eksisterende arbejdsgange findes et betydeligt potentiale for at reducere både ressourceforbrug og CO₂ uden at gå på kompromis med kvalitet eller patientsikkerhed.
De første indsatser viser, at relativt enkle justeringer kan have en mærkbar effekt. Et aktuelt eksempel er ortopædkirurgisk ambulatorium, hvor der arbejdes med at erstatte engangssejl til loftlifte med flergangssejl. Initiativet kræver tværgående koordinering med blandt andet vaskeriet, men er allerede i implementering og vurderes at have både klimamæssige og økonomiske gevinster.
Flere samarbejder i gang
Det grønne rejsehold har også startet et samarbejde med Koncern Indkøb omkring optimering af pakningsstørrelser på kompressionsbind, som er et af de produkter ortipædkirurgisk afdeling anvender hver dag til de fleste ambulante patienter. Kompressionsforbindingerne bliver aktuelt sendt fra leverandør i enkeltpakker. Det giver anledning til stor frustration hos ambulatoriet, da enkeltpakker fylder og genererer store mængder papaffald. Målet er at reducere overforbrug ved at tilpasse sortiment og indkøb til det faktiske behov.
Udbredelse og erfaringsudveksling
Fælles for indsatserne er, at de ikke står alene. Erfaringer og løsninger opsamles løbende i kataloget “Varer vi sparer”. Det skaber et konkret grundlag for skalering på tværs af afdelinger og hospitaler og reducerer behovet for lokale pilotprojekter.
Rejseholdets arbejde har allerede tiltrukket ekstern opmærksomhed. I uge 18 deltog Rejseholdet i P4 Morgen, hvor der blandt andet blev sat fokus på, hvordan konkrete, praksisnære løsninger kan bidrage til den samlede grønne omstilling i sundhedsvæsenet.
De første erfaringer peger på at en målrettet praksisnær indsats kombineret med tværgående samarbejde og systematisk opsamling af viden, kan accelerere den grønne omstilling og samtidig understøtte en mere omkostningseffektiv drift.
Rejseholdet fortsætter arbejdet med at identificere, kvalificere og skalere indsatser der bidrager til Region Sjællands klimamål.
Arbejder du i Region Sjælland og kunne du tænke dig et besøg fra det grønne rejsehold, så skriv til klima@regsj.dk.
Udgivet 13.maj.2026
Kontakt
Adresse
Region Sjælland
Regional Enhed for Grøn Omstilling
Bygning 3
Fælledvej 6, 3. sal
4200 Slagelse
Se kort
Find vej - SlagelseRing til os
Jesper Lambert Nielsen | Enhedschef
Skriv til os
Opdateret onsdag den 13. maj 2026