Gå til indhold

Sygeplejerske: Tog skridtet fuldt ud

Sygeplejerske Jacob Gjedde tog skridtet fuldt ud, da han kvittede sit faste job på et hospital i Region Hovedstaden og i stedet sagde ja tak til jobbet som sygeplejerske i Akutmodtagelsen på Sjællands Universitetshospital, Roskilde.

Her er langt flere muligheder

Sygeplejerske Jacob Gjedde tog skridtet fuldt ud, da han kvittede sit faste job på et hospital i Region Hovedstaden og i stedet sagde ja tak til jobbet som sygeplejerske i Akutmodtagelsen på Sjællands Universitetshospital, Roskilde. Han skiftede nemlig samtidig sit postnummer på Amager ud med 4000 Roskilde og rykkede ind i en lejlighed midt i byen sammen med hustruen, to små børn og to katte!

- Jeg har ikke fortrudt nogen af delene et øjeblik, erklærer Jacob med overbevisning i stemmen og har straks nogle eksempler som dokumentation:

- Vi trives klart bedre i det miljø, som Roskilde kan tilbyde, og på den faglige front ser jeg kun lutter fordele, når jeg sammenligner Sjællands Universitetshospital, Roskilde med de hospitaler, jeg har arbejdet på i hovedstaden.

- Her i Roskilde får man virkelig muligheder for at videreuddanne sig, og det sker i et veletableret og målrettet system, hvor du samtidig får en fagidentitet, jeg ikke har oplevet før. På mine gamle arbejdspladser så jeg kolleger, der gik rundt år efter år uden at få nogen form for efteruddannelse, det sker ikke her.

26-årige Jacob er også glad for det arbejdsmiljø, han har mødt efter sit skifte.

Vi taler pænt og ordentligt til hinanden

- Jeg oplever, at også de mere bløde værdier er i fokus her, hvor jeg tidligere har været vant til, at alting handlede om ting, der kunne vejes og måles. Vi taler pænt og ordentligt til hinanden, vi hilser, og vi går ind i díalogerne. Jeg kan naturligvis ikke påstå, at det er en afgørende faktor, men kendsgerningen for mig er i hvert fald, at jeg har noteret væsentligt færre sygemeldinger her.

På plussiden bemærker Jacob også teknologien og bemandingen.

- Teknologisk har Sjællands Universitetshospital, Roskilde et forspring i sammenligningen med det, jeg arbejdede i før, og bemandingen sker på en mere logisk måde. Jeg har været vant til, at hvis en kollega var syg, så var det bare bad luck, for vikarløsninger var bandlyste. Det er det ikke her, og det er klart en hjælp i hverdagen.

Hvis Jacob Gjedde skal koge det hele ned i en enkelt sætning, lyder den sådan her:

- Det var primært mulighederne for efteruddannelse, der lokkede, og så sad jeg med en super god fornemmelse efter jobsamtalen.

Fakta om Jacob Gjedde

  • Er uddannet sygeplejerske
  • Arbejder på akutmodtagelsen, Sjællands Universitetshospital, Roskilde
  • Bor i Roskilde i en lejlighed
  • Er gift og har to børn

Job i Region Sjælland?

Se ledige stillinger her