Gå til indhold

Overlæge: Vilje til at rykke

Overlæge Daniel Hägi-Pedersen og Næstved Sygehus er et godt match. Det er en overskuelig arbejdsplads, hvor alle kender hinanden og afstanden til ledelsen er kort. Han bliver fagligt udfordret, karrieren kører derudaf, og han kan cykle på arbejde.

Han smiler, mens han kommer gående hen ad gangen i sit operationstøj med hat, maske og det hele.

- Jeg har taget kaffe med, den er fra sygehusets bedste kaffemaskine, siger Daniel Hägi-Pedersen, der er forskningsansvarlig overlæge på Anæstesiologisk Afdeling på Næstved Sygehus.

Og så begynder han at fortælle om et sygehus i Schweitz, der er indrettet som et hotel med tjenere, der kommer rundt med et menukort, når patienten skal have noget at spise. Kokke laver maden, og baristaer laver kaffe. Den behandling kunne patienterne godt lide – de følte sig faktisk som gæster og var meget gladere, end patienter normalt er ifølge Daniel Hägi-Pedersen, der selv kommer fra alpelandet.

Ingen barista

Næstved Sygehus har ingen barista til at lave kaffe til patienterne eller medarbejderne, men Daniel Hägi-Pedersen er godt tilfreds med kaffen alligevel. Faktisk er han rigtigt godt tilfreds med at være ansat på Næstved Sygehus.

- Sygehuset har en størrelse, der gør, at vi kender hinanden. Jeg kender ortopædkirurgerne på afdelingen og deres kompetencer, og de kender mig og mine kompetencer. Alt glider, og vi hjælper hinanden, hvor der er brug for det, siger han.

Din karriere går i stå

’Din karriere går i stå’ var reaktionen fra kollegerne på Herlev Sygehus, da han begyndte at vende blikket mod Næstved Sygehus. Efter et par besøg på sygehuset slog han til, da der kom en ledig stilling inden for hans område i 2013.

- Min karriere kører derudaf. På Næstved Sygehus er det lettere at få ansvarsområder end på de store sygehuse i hovedstaden. Kommandovejen er kort. Derudover har jeg også fået tid til at forske, siger han.

Daniel Hägi-Pedersen bruger en femtedel af sin arbejdstid på at forske i nye måder at behandle smerter på og er ansat i en Postdoc-stilling. Ikke nok med det – for der har ikke været forskning i hans afdeling før nu - er han ved at bygge en forskningsenhed op med kliniske forsøg og har allerede ansat den første ph.d.-studerende. Målet er fire eller fem ph.d.-stillinger.

- Jeg har haft en god dialog med afdelingsledelsen og slået på, at en forskningsenhed kan være med til at gøre os synlige og tiltrække medarbejdere i fremtiden. Det skal rykke noget at forske. Heldigvis står afdelingsledelsen bag mig, siger han.

Den rigtige retning

Han peger selv på, at der langt fra er forandringer, der har været mangel på i den sidste tid. Alligevel synes han, at sygehuset bevæger sig i den rigtige retning.

Sygehusets nye profil passer ham godt. Det akutte er flyttet til Slagelse, og i Næstved er der fokus på de planlagte – eller elektive – behandlinger. Udfordringen er at få arbejdet i afdelingen til at køre som en velsmurt maskine.

- Udfordringen ved de elektive forløb er, at forløbet skal være godt både før, under og efter selve behandlingen. Det er en spændende og stor udfordring at få maskineriet til at køre uden stop. Og heldigvis har vi mulighed for at følge patienten igennem hele forløbet og blandt andet være med ved opvågningen på grund af det gode samarbejde med kollegerne, siger Daniel Hägi-Pedersen.

Springe på cyklen

I mange år har han pendlet til hovedstaden både for at studere og arbejde på blandt andet Herlev Sygehus. I dag kan han bare springe på cyklen eller gå de halvanden kilometer, han har hjem. Også efter en god dag.

- Hvis jeg kan sørge for, at patienterne er klar til at blive opereret til den aftalte tid, og patienten undgår ventetid hele vejen igennem forløbet, så har det været en god dag for mig, siger han.

Job i Region Sjælland?

Se ledige stillinger her