Gå til indhold

Overlæge: Højt til loftet

Overlæge Per Føge Jensen har siden juni 2016 stået ved roret for Smertecenteret på Næstved Sygehus. Her er højt til loftet og byens bedste udsigt.

Fra overlæge Per Føge Jensens kontor på 11. sal er menneskene nede på gaden bittesmå, Næstveds historiske bygninger tårner sig op, og ude i horisonten forsøger solens stråler at kæmpe sig igennem en kold novemberdag.

- Jeg må have byens bedste udsigt, konstaterer overlægen, mens han spejder ud over byens tage.

For ham faldt valget på Næstved Sygehus som arbejdsplads helt naturligt:

- Cirka hvert tiende år plejer jeg at se mig om efter nye udfordringer. Da jeg så opslaget som overlæge i Smertecenteret her i Næstved, kunne jeg ikke lade være med at søge. Dét var lige mig! Tre måneder senere var jeg leder!

Per Føge Jensens arbejdsliv har ført ham vidt omkring. Blandt andet forbi anæstesien på Herlev Hospital og som klinikchef på Rigshospitalet i København og Gentofte Hospital. Han har sideløbende været medejer af et firma, der udvikler og sælger uddannelsessoftware til Dansk Røde Kors og det amerikanske militær. Men det er første gang, han slår sine folder på et sygehus i Region Sjælland.

En ung og innovativ organisation

Højhuset på Næstved Sygehus har mere end 50 år på bagen, men det er bestemt ikke umoderne indeni, mener Per Føge Jensen:

- Jeg oplever hele huset som ungt og innovativt, og så er Smertecenteret jo bare et par år gammelt. Her er al viden dynamisk og praksis til diskussion. Vi hænger os ikke i en fortid, for der er mange måder at gøre tingene på. Her er højt til loftet! Jeg har også flere gange oplevet, at der ikke er ret langt fra tanke til handling, fordi vi bare er en lille enhed og en sammentømret flok. Succesoplevelsen kommer simpelthen hurtigere. Der er mange flere led på et større hospital, har jeg oplevet.

Mindre ”job-shopperi”

På hospitalerne i hovedstadsområdet oplevede Per Føge Jensen en mere hyppig jobskiftekultur blandt kollegerne:

- Konkurrencen er høj i Hovedstaden, og der er altid en stilling på et andet hospital, man kan prøve af. Og mange er derfor hurtigt videre til næste kapitel. Her i regionen er mit indtryk, at man ikke shopper nær så meget rundt. Man investerer i sin arbejdsplads og tænker fremtid ind i den. På samme måde oplever jeg, at patienterne er mere tilknyttet til deres lokale sygehus. De vil det gerne og går helhjertet ind ad døren. Det er en tilgang og lune, jeg holder meget af, og som jeg ikke helt har oplevet på samme måde andre steder.

Pendler fra Charlottenlund

Per Føge Jensens privatadresse hedder Charlottenlund, så han har allerede tilbagelagt adskillige kilometer på de sjællandske veje til og fra Næstved. Han forsøger dog at få det bedste ud af det:

- Jeg deler køretjansen med en kollega, der bor i samme område. Hver anden dag er man chauffør, og hver anden dag er man passager. Så sparer vi på benzinen, og vi får samtidig vendt og drejet en masse faglige problemstillinger. Det er hyggeligt, og så slår vi to fluer med ét smæk, lyder det fra den rutinerede pendler. ​

Job i Region Sjælland?

Se ledige stillinger her