Sådan søger du hos Region Sjælland
Find drømmejobbet i Region Sjælland
Hos Region Sjælland er vi glade for, at du kigger på denne side. Det betyder, at du er et skridt nærmere et meningsfuldt job, hvor du vil blive en del af en organisation med borgeren i centrum.
På denne side kan du læse mere om, hvordan du søger et job i Region Sjælland og hvordan det typiske forløb ser ud fra du sender en ansøgning, til du starter i dit nye job.
I Region Sjælland slår vi alle ledige stillinger op her på vores hjemmeside.
Vil du sende en uopfordret jobansøgning?
Når Region Sjælland modtager uopfordrede jobansøgninger, er det fast praksis at henvise til vores opslåede stillinger. Ønsker du at søge et job i regionen, skal du holde øje med vores stillingsopslag på hjemmesiden og sende din ansøgning til præcis den/de opslåede stillinger, du er interesseret i.
Er dit drømmejob ikke lige blandt de stillinger, som er ledige netop nu, kan du tilmelde dig vores jobagent. På den måde får du besked i din mailboks omkring nye jobs, der matcher dine ønsker.
Spørgsmål til jobbet
Har du spørgsmål til jobbet? Så kontakt gerne den kontaktperson, som er oplyst i stillingsopslaget.
En leder eller medarbejder står altid til rådighed for spørgsmål vedrørende den åbne position i netop deres afdeling.
Nogle afdelinger stiller sig sågar til rådighed for, at du kan komme og få en rundvisning. Dette fremgår typisk af opslaget.
Sådan sender du din ansøgning
Har du fundet drømmejobbet hos os, beder vi alle ansøgere om at sende deres ansøgning online via vores elektroniske rekrutteringssystem.
I bunden af alle jobopslag finder du knappen ’søg jobbet'. Følg instruktionerne og upload dit CV og ansøgning.
Du får altid en kvitteringsmail kort efter, at vi har modtaget din ansøgning. Har du ikke modtaget en mail, så tjek altid din spam-postkasse inden du kontakter os for at følge op på din ansøgning.
Har du problemer med at uploade din ansøgning, CV mv. i rekrutteringssystemet, skal du kontakte den person, der er angivet som kontaktperson i jobannoncen.
Behandling af personoplysninger
Inden du sender din ansøgning, beder vi altid om dit samtykke til at opbevare dine oplysninger.
Når du har sendt din ansøgning modtager du en bekræftelsesmail med link til din kandidatside, hvor du kan se de oplysninger du har sendt til os. Du har altid mulighed for at logge ind på din kandidatside, for at se de samtykker du har accepteret, redigere dine oplysninger eller tilbagetrække dit samtykke.
Er du interesseret i at læse mere om behandling af dine oplysninger og hvilke oplysninger vi indsamler, så kan du her læse mere her:
Behandling af personoplysninger i forbindelse med dit ansættelsesforhold
Efter ansøgningen er sendt
Når ansøgningsfristen er udløbet læser samtaleudvalget alle ansøgninger og CV'er igennem. Udvalget vurderer om, du har de efterspurgte kompetencer og kvalifikationer, og om du fremstår motiveret for jobbet. Det er derfor vigtigt, at du målretter ansøgning og CV til det enkelte job. Til nogle jobs har vi mange kvalificerede ansøgere, og derfor vil du altid blive vurderet i forhold til de andre ansøgere.
Sådan afholder vi jobsamtaler
Vi indkalder typisk mellem 2-6 ansøgere til jobsamtale afhængigt af den enkelte stilling og ansøgerfelt. Ved samtalen deltager et samtaleudvalg bestående af både leder- og medarbejderrepræsentanter.
Til samtalen får du mulighed for at uddybe din ansøgning og fortælle os om dine kompetencer og motivation for stillingen. Datoer for ansættelsessamtaler fremgår som regel af stillingsannoncen. I nogle tilfælde vil du også blive indkaldt til en 2. samtale.
Efter samtalen vurderer samtaleudvalget, hvilken ansøger de mener bedst matcher de faglige og personlige kompetencer, der er vigtige for jobbet.
Anvendelse af test og personprofil
I nogle rekrutteringsprocesser bruger vi test og personprofiler. Test anvendes typisk ifm. leder og specialistrekrutteringer. Indgår testforløb, så vil dette fremgå af jobopslaget.
Vi anvender test som et dialogværktøj, der kan bidrage til at give et mere nuanceret billede af dig. Herunder hvilke styrker og udviklingsområder du har i forhold til den aktuelle stilling. Det giver gode forudsætninger for at skabe et godt jobmatch både for dig og for os.
Du informeres altid om testens form, før du udfylder den, og du får altid en tilbagemelding fra en certificeret tilbagemelder.
Hvis du bliver tilbudt jobbet
Er du så heldig at blive tilbudt jobbet, så indhenter lederen 2 referencer fra seneste/tidligere arbejdsgivere. Er ansættelsen betinget af en ren børne- og/eller straffeattest vil det fremgå af stillingsopslaget og denne vil blive indhentet efter, at du er blevet orienteret.
Bliver du tilbudt jobbet vil du efterfølgende blive kontaktet af den for området relevante tillidsrepræsentant, som indsamler oplysninger fra dig, som er relevant i den videre lønforhandling. Når de nærmere vilkår for din ansættelse er på plads, modtager du dit ansættelsesbrev i e-Boks.
Blev det ikke dig denne gang?
Har du været til samtale, får du oftest besked direkte pr. telefon - uanset om du har fået jobbet eller ej.
Hvis du ikke bliver indkaldt til samtale, vil du modtage et skriftligt afslag på din ansøgning. Afslaget kan godt være et stykke tid undervejs, da vi først skal have et endeligt ja fra den valgte kandidat, før vi giver afslag til resten af ansøgerne.
Opdateret mandag den 9. sep. 2024