Gå til indhold

5. Principper for sundhedssamarbejdet

Hensigten med fælles principper for sundhedssamarbejdet er at skabe en fælles ramme for konkrete samarbejdsaftaler om indsatser og opgaveløsning i forhold til den enkelte borger.
Dette forudsætter klarhed om ansvar og opgaver, fokus på ressourcebevidsthed og fleksibilitet i det enkelte forløb samt fælles dagsordener om udvikling og digitalisering.

Hensigten med fælles principper for sundhedssamarbejdet er at skabe en fælles ramme for konkrete samarbejdsaftaler om indsatser og opgaveløsning i forhold til den enkelte borger. Dette forudsætter klarhed om ansvar og opgaver, fokus på ressourcebevidsthed og fleksibilitet i det enkelte forløb samt fælles dagsordener om udvikling og digitalisering.

De fem principper i Sundhedsaftalen for 2024- 2027 er følgende:

Fælles ansvar ved sektorovergange

Både kommuner, sygehuse og praktiserende læger forpligter sig til at tage ansvar for borgeren og sikre, at alle borgere med forløb på tværs oplever en tryg overgang.

  • Borgeren og dennes pårørende mødes med respekt og med opmærksomhed på, at borgeren er eksperten i eget liv
  • Borgeren oplever et sammenhængende forløb, hvor relevante parter samarbejder løbende og fleksibelt
  • Borgeren oplever, at kommunikationen flyder rettidigt og korrekt
  • Borgeren oplever, at ansatte på tværs af sektorer omtaler hinanden og andres indsats respektfuldt.

Ved tvivl om placering af ansvar og fordeling af opgaver mellem sektorer, skal der altid handles til borgerens bedste. Tvivlsspørgsmål afklares efterfølgende i parternes fælles afklaringsudvalg.

Planlagt opgaveflytning

Flere sundhedsopgaver flyttes tættere på borgerens nærmiljø, i kommunerne og i praksissektoren. Både kommuner, sygehuse og praktiserende læger er enige om at løse opgaverne dér, hvor det gavner borgerne mest og udnytter ressourcerne bedst muligt.

Udviklingen mod nære sundhedstilbud skaber dog en styringsudfordring, særligt i kommunerne, når beslutninger træffes sent og på patientniveau. Opgaveflytning forudsætter, at finansiering er på plads, og at det sker med langsigtet planlægning og tydelig kommunikation til borgeren og på tværs af sygehuse, kommuner og almen praksis.

Et godt eksempel på dette er 72 timers behandlingsansvar.

Af hensyn til kvalitet og patientsikkerhed er det afgørende, at der i en opgaveoverdragelse er taget stilling til følgende:

  • Behandlingsansvar
  • Medicin; ordination og opbevaring
  • Utensilier
  • Det nødvendige kompetenceløft
  • Finansiering.

Opgaverne skal løses på det lavest effektive omkostningsniveau

Et velfungerende sundhedsvæsen i Region Sjælland forudsætter, at opgaver løses så effektivt som muligt. Derfor spiller teknologi og forebyggelse af (gen) indlæggelser en væsentlig rolle – både på sygehuse, i kommuner og i almen praksis.

Når opgaver flyttes fra en sektor til en anden, skal der udarbejdes en samlet konsekvensvurdering herunder tilhørende økonomi. Ved nationalt besluttede opgaveflytninger forhandles økonomi ved centrale forhandlinger mellem hhv. Danske Regioner, Kommunernes Landsforening og Regeringen.

De sidste to af fem principper fra Sundhedsaftalen for 2019-2023 videreføres, hvor Sundhedssamarbejdsudvalget lægger særlig vægt på digitalisering i den kommende sundhedsaftaleperiode for 2024-2027:

Fælles kvalitets- og udviklingsdagsorden

Der har i Sundhedsaftalen for 2019- 2023 været fokus på fælles kvalitets- og udviklingsdagsorden, ud fra blandt andet de otte nationale kvalitetsmål og Det nationale ledelsesprogram for sundhedsvæsnet.
Der vil i de kommende år være fokus på implementering af reformer i sundhedsvæsenet. Dette gælder også kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen, herunder kvalitetsstandarder for akutfunktioner og kronisk syge borgere.

Fælles udvikling gælder værktøjer som for eksempel forløbsprogrammer og samarbejdsaftaler, men vigtigst af alt er tværsektoriel kompetenceudvikling til frontpersonalet.

Sundhedssamarbejdsudvalget ønsker med Sundhedsaftalen 2024-2027 at imødekomme fremtidens udfordringer, og fremme en fælles udviklingsdagsorden i det nære sundhedsvæsen. Her kan det være nødvendigt, at nogle kommuner og sygehuse eventuelt i klyngeregi går foran med at udvikle og afprøve nye arbejdsgange, metoder eller værktøjer.
Dette kræver ligeledes fortsat udvikling af gode arbejdspladser på sundhedsområdet for at fastholde og rekruttere kompetente medarbejdere.

I andre tilfælde vil det være relevant at indgå partnerskaber med andre samarbejdspartnere, herunder private aktører og civilsamfundet.
Her vil Sundhedssamarbejdsudvalget sikre, at der i regi af Sundhedsaftalen indgås aftaler om, hvordan viden, erfaringer og resultater spredes. Særligt vil vi arbejde med øget kvalitet ved opgaveflytning og sammenhæng ved sektorovergange.

Fælles digitaliseringsdagsorden

Borgerne i Region Sjælland skal opleve, at flere sundhedstilbud leveres fleksibelt i deres nærmiljø via digitale løsninger, og at de digitale løsninger giver en bedre tilgængelighed og styrker mestring af egen sygdom.
Velfærdsteknologi og digitale løsninger er et vigtigt element i omstillingen til et fleksibelt og nært sundhedsvæsen, men dette skal ske under hensyntagen til borgernes ulige digitale kompetencer.

Velfærdsteknologiske løsninger skal medvirke til at mindske den geografiske ulighed i Region Sjælland, og derved også ulighed i behandlingstilbud. Denne udvikling vil sundhedssamarbejdsudvalget styrke. Vi har brug for at tænke i nye løsninger, så vi sikrer, at både borgernes tid og sundhedspersonalets tid og kompetencer anvendes bedst muligt.

I 2022 var 26,5% af alle sygehusforløb i Region Sjælland virtuelle (dækker telemedicinske, telefon- og e-mail konsultationer relateret til sygehusvæsnet). Digitalisering er godt på vej, men Sundhedssamarbejdsudvalget ser gerne, at der i Sundhedsaftalen for 2024- 2027 lægges yderligere vægt på en fælles digitaliseringsdagsorden.

Region Sjælland tager afsæt i telemedicinske løsninger (for eksempel Tele-KOL- programmet), videreudvikling af eHospitalets funktioner og nære sundhedstilbud.

Kontakt

Adresse

Region Sjælland

Det Nære Sundhedsvæsen

Alléen 15

4180 Sorø

Ring til os

Tlf. 57 87 57 87

Tlf. 57 87 57 87