Gå til indhold

Region Østdanmark lægger plan for robuste akuthospitaler

Alle akuthospitaler skal kunne håndtere akutte patienter på et ensartet og højt kvalitetsniveau. Det forpligter Sundhedsreformen regionerne til, og Region Østdanmark er nu klar med sit bud på, hvordan hospitalerne øst for Storebælt lykkes med det.

I hver af de 6 sundhedsråd i Region Østdanmark er der et eller to akuthospitaler, som skal sikre nærhed, lighed og den samme høje kvalitet i behandlingen til de patienter, der bor i deres område. Nogle hospitaler og specialer er mere udfordrede end andre i forhold til at sikre den nødvendige robusthed og tilstedeværelse af speciallæger, sygeplejersker og andre afgørende faggrupper.

- Kvaliteten og tilbuddene til patienterne skal være ens i hele regionen. For at lykkes med det, skal vi rykke endnu tættere sammen i Region Østdanmark. Vi skal og vil skrue på alle de knapper, vi kan, for at gøre det attraktivt at blive en del af dagligdagen på alle vores hospitaler, siger Jesper Gyllenborg, koncerndirektør i Region Sjælland og Region Østdanmark, og fortsætter:

- De patienter, der har de mest almindelige sygdomme, skal kunne færdigbehandles på det nærmeste akuthospital. For at vi kan det, skal vi have styrket nogle af vores hospitaler, siger han. 

Alle regioner skal levere en plan for, hvordan de vil skabe robuste akuthospitaler, og Regionsrådet godkendte i går planen for Region Østdanmark. Planen viser, hvordan regionen blandt andet med partnerskaber på tværs af hospitaler og afdelinger, vil styrke de udfordrede områder de kommende år.

I 2025 blev der blandt andet etableret samarbejder inden for radiologi mellem Rigshospitalet og Sjællands Universitetshospital og inden for lungemedicin mellem Herlev-Gentofte Hospital og Midt og Vestsjællands Hospital. I 2026 er der så småt taget hul på yderligere fem partnerskaber indenfor specialerne pædiatri, psykiatri og neurologi.

Partnerskaber skal bygge op

Det primære tiltag, som Region Østdanmark vil gøre brug af for at skabe robuste akuthospitaler, er partnerskaber. Flere specialer er allerede i gang, og erfaringerne viser, at fleksible løsninger som er tilpasset det enkelte speciale og geografi er afgørende for at sikre robust dækning med speciallæger, attraktive karriereveje samt faglig og uddannelsesmæssig udvikling.

- Vi skal styrke afdelingerne lige nu og her, men i endnu højere grad skal vi bygge dem op og gøre dem bæredygtige til fremtiden. Med partnerskaberne skal vi skabe stærke faglige miljøer, som er attraktive at arbejde og uddanne sig i. Når en afdeling så er blevet tilstrækkeligt robust udfases partnerskabet og overgår til et almindeligt fagligt samarbejde på tværs, siger Jesper Gyllenborg

I 2025 bidrog hospitaler i Region Hovedstaden eksempelvis til vagtdækningen på Sjællands Universitetshospital, Nykøbing F., inden for det gynækologiske og obstetriske område. Afdelingen lykkedes efterfølgende med at rekruttere og dermed skabe et robust setup, og der har derfor ikke været behov for at forlænge samarbejdet med de andre hospitaler.

Partnerskaberne bliver ikke kun den enkelte afdelings ansvar at lykkes med. Ansvaret bliver forankret hos hospitalsdirektørerne, og der er både krav og mål til dem, så det står klart, hvad partnerskaberne skal lykkes med.

For at følge udviklingen er der sat gang i en fælles analyse af Region Østdanmark. Analysen skal kortlægge den nuværende speciallægedækning på akuthospitalerne, identificere aktuelle og fremtidige udfordringer og beskrive løsningsmodeller, som kan styrke robustheden i alle sundhedsråd gennem bedre lægedækning.

Læs planen for robuste akuthospitaler i Region Østdanmark her.

Ikon information

Fakta om robuste akuthospitaler

Arbejdet med robuste akuthospitaler skal ses i tæt sammenhæng med de kommende nærsundhedsplaner, den regionale sundhedsplan og den nationale sundhedsplan. Den Regionale Sundhedsplan, som vil indeholde: 

  • Planen for Psykiatri og Somatik
  • Akutplanen
  • Planen for Det Nære Sundhedsvæsen
  • Hospitalsplanen
  • Praksisplaner

Robusthed i udfordrede specialer kræver fleksible samarbejdsformer og partnerskaber, der tilpasses lokale forhold, faglige styrker og befolkningsgrundlagets behov. Erfaringer fra Region Sjælland og Region Hovedstaden viser, at én model ikke dækker alle behov. Men de to ”hovedveje” er:

  • Partnerskaber på speciale-/afdelingsniveau (den mest anvendte model).
  • Partnerskaber på hospitalsniveau i særlige tilfælde, fx samarbejdet mellem Bispebjerg og Bornholm eller fusionen mellem Sjællands Universitetshospital og Nykøbing Falster Sygehus.