Gå til indhold

Nye Sundhedsfaglige Råd og Komitéer binder det faglige Østdanmark sammen

I starten af marts tog Region Østdanmarks nye Sundhedsfaglige Råd og Komitéer hul på deres virke. Rådene erstatter de tidligere Sundhedsfaglige Råd og Komitéer i Region Sjælland og Region Hovedstaden. Og der er kommet et ekstra råd til for almen medicin.
Kirsten Wisborg. Vicedirektør Bispebjerg og Frederiksberg Hospital
Vicedirektør på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital Kirsten Wisborg ser frem til opgaven som forperson for det nye Sundhedsfaglige Råd for almen medicin i Region Østdanmark.

Nyt råd for almen medicin

Som noget nyt oprettes der nu et sundhedsfagligt råd for almen medicin, som skal understøtte ensartethed i kvalitet og behandling i det almen medicinske tilbud i hele Region Østdanmark.

Ifølge koncerndirektør Jesper Gyllenborg har det været vigtigt for koncerndirektionerne at få et sundhedsfagligt råd for almen medicin.

Lægefaglig vicedirektør på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital Kirsten Wisborg, der er forperson for det nye SFR, ser frem til opgaven:

- Det almen medicinske er indgangen til sundhedsvæsenet og en bærende aktør i sammenhængende patientforløb, hvor mest muligt løses i det nære sundhedsvæsen. Jeg ser frem til samarbejdet i det sundhedsfaglige råd for almen medicin, der netop skal bidrage til at sikre, at sundhedsreformens ambitioner omsættes i praksis, siger hun.

De østdanske sundhedsfaglige råd og komitéer er allerede gået i gang med deres opgaver, fordi der er brug for faglig koordination og samarbejde i det forberedende arbejde mod Region Østdanmark.

De 41 sundhedsfaglige råd og komiteer fungerer som sundhedsfaglige rådgivende og koordinerende fora, som både understøtter drift og strategisk udvikling i Region Østdanmark på tværs af sundhedsvæsenet inden for hvert speciale eller fagområde.

- I denne overgangstid er de nye sundhedsfaglige råd og komitéer en uvurderlig sparringspartner og faglig rådgiver for koncerndirektionen og administrationerne på en lang række områder. Deres fagligt funderede input til arbejdet med ambitionerne i sundhedsreformen er helt nødvendige for at lykkes, siger koncerndirektør Jesper Gyllenborg.

En regional ernæringskomité

Der er i alt 39 Sundhedsfaglige råd. Hver råd dækker typisk et lægefagligt speciale, og derudover er der nedsat to komitéer med tværgående faglige opgaver inden for henholdsvis lægemidler og ernæring. Den nye Regionale Lægemiddelkomité træder i kraft den 1. september 2026.

Den nye Regionale Ernæringskomité er imidlertid lige på trapperne, og for politikerne i det nuværende Region Sjælland er det meget velkomment.

I budgetaftalen for 2026 er der et ønske med om en ernæringskomité, og den får de nu i et Region Østdanmark-set-up, der trækker på erfaringer fra Region Hovedstadens ernæringskomité.

Vicedirektører som forpersoner

Hvert sundhedsfagligt råd og komité har en af Region Østdanmarks omkring 35 vicedirektører fra hospitalerne som forperson. Næstforpersonen er typisk en cheflæge eller anden sundhedsfaglig leder inden for specialet.

Forpersonskaberne har allerede løftet en stor og vigtig opgave med at sammensætte de nye råd og komitéer, der tager hensyn til den nødvendige faglige og organisatoriske bredde i Region Østdanmark.

Derudover er hvert råd sat sammen, så det både er beslutningsdygtigt og bæredygtigt. Det betyder, at rådet repræsenterer ansvarsområdet, patientforløbet og den relevante tværfaglighed.

Og der er typisk også medlemmer fra almen praksis, praktiserende speciallæger, den øvrige praksissektor og kommunale samarbejdspartnere.

Ifølge Jesper Gyllenborg hviler der en stor ledelsesopgave på vicedirektørernes skuldre. De skal lykkes med at understøtte udviklingen af de faglige områder på tværs af Region Østdanmark og også de nye sundhedsråd:

- Jeg glæder mig meget over, at vicedirektørerne får god sparring og hjælp af de faglige næstforpersoner, siger han og fortsætter:

- Forpersonskaberne har allerede vist, at de er kompetente og klar til opgaven. Jeg ser frem til, at de sundhedsfaglige råd og komitéer holder konstituerende møder i disse uger, så alle gode kræfter kommer i spil. Det har været et nødvendigt, men også tidsoptimistisk og komplekst arbejde at nå så langt. Jeg er glad for, at det er lykkes så hurtigt.

Ikon information

Fakta om sundhedsfaglige råd og komitéer

  • For yderligere information se kommissorium, medlemsoversigter mv. Her kan du også se både mødekalender og referater for hvert sundhedsfagligt råd eller komité.
  • Hvis du har en faglig henvendelse til et sundhedsfagligt råd eller en komité, kan du kontakte det samlede forpersonskab og deres sekretariat – se kontaktoplysninger.
  • Ved generelle spørgsmål kan du skrive til Det regionale Sekretariat for SFR/K i Region Østdanmark: CSU-FP-SFR Region Østdanmark