Hospitalets fysioterapeut kører ud og tilbyder lungetjek på sårbare mennesker
torsdag den 23. april 2026

Det seneste års tid har Ann Louise Lunddahl Wilkis arbejdsplads ikke kun været på hospitalet i psykiatrien. Fysioterapeuten har nemlig været udkørende til væresteder, herberger, hos Stofrådgivningen og i rets- og distriktspsykiatrien.
Det har hun i forbindelse med projektet "Luft til Livet", hvor hun har tilbudt lungeundersøgelser, som man normalt skal til egen læge eller på hospitalet for at få foretaget.
Projektet er forankret ledelsesmæssigt i Fysioterapien på Midt- og Vestsjællands Hospital, og organisatorisk supporteret af Psykiatrien Vest.
Det er ofte sårbare borgere, hun møder, der ikke nødvendigvis selv går til lægen. Og mange vil faktisk gerne have hjælp og behandling.
Opsporer flere og yngre patienter
- Og så laver jeg undersøgelserne i deres egne trygge rammer, fortæller Ann Louise Lunddahl Wilki, der på den måde blandt andet har opsporet flere og yngre psykiatriske patienter, der har begyndende KOL, som er kommet i behandling.
En del rygere har desuden fået hjælp til at stoppe eller ryge mindre, og det kan have en gavnlig effekt på for eksempel deres medicins virkning.
I samarbejde med Slagelse Kommunes stoprådgivere, afvikles der også rygestopcaféer i de sociale tilbud, og sammen med Forebyggelsessekretariatet undervises personale i Region Sjælland i VBA (Very Brief Advice), og om hvordan man henviser til rygestopforløb.
I behandling med det samme
En af fordelene i projektet er, at Ann Louise Lunddahl Wilki har henvist direkte til en overlæge i almen medicin i psykiatrien, så leddet "egen læge" springes over.
På den måde kan borgeren komme i behandling med det samme. Når hun kommer på væresteder og lignende, hjælper medarbejderne her ofte borgeren videre til behandling via egen læge.
- Det giver rigtig god mening, fordi det er en sårbar patientgruppe, som har et behov. Der er brug for mere somatik i psykiatrien - og det kan jeg byde ind med.
Projektet har indtil nu været finansieret af midler fra den såkaldte Slagelse sundhedsklynge, der blandt andet skulle sikre mere sammenhængende sundhedsforløb. Klyngen er i dag erstattet af Sundhedsråd Midt- og Vestsjælland.

Fysioterapeuten har fokus på mange symptomer, når hun kører ud
For eksempel astma og KOL symptomer. Det kan være langvarig, ofte natlig hoste, åndenød og pibende vejrtrækning, eller dysfunktionel vejrtrækning, hvor man trækker vejret for hurtigt og for overfladisk. Eller hyperventilation, hvor man trækker vejret for meget i forhold til kroppens behov.
Baggrunden for "Luft til livet"
To tidligere brobyggerprojekter mellem Midt- og Vestsjællands Hospital i Slagelse og Psykiatrien Vest identificerede og beskrev i 2020/21 og 2022/24, at der var behov for etablering af en bæredygtig procedure til tidlig opsporing af lungesygdom blandt patienter i psykiatrien.
Målet har derfor været at forebygge somatisk indlæggelse ved at opspore målgruppen og tilbyde hjælp til rygestop, lungerehabilitering og medicinsk behandling.
Screeningsdata fra brobygningsprojektet i 2022/2024 viste, at ca. 41 procent af de psykiatriske patienter (rygere over 35 år) i Psykiatrien Vest, havde behov for opfølgende tiltag på grund af mistanke om lungesygdom.
Det underbygger en kendt problematik: Personer med psykiske lidelser ryger oftere end den øvrige befolkning, og konsekvenserne er alvorlige.
