Gå til indhold

Nyt tilbud til multisyge sclerosepatienter, der deltager i forskningsprojekt

Nyt tilbud på Slagelse Sygehus skal skabe en mere koordineret indsats til gavn for multisyge sclerosepatienter.
Nasrin Asgari
Nasrin Asgari, Professor og overlæge, Ph.D., dr.med, i Neurologisk afdeling på Slagelse Sygehus og Institut for Regional Sundhedsforskning og Institut for Molekylær Medicin på Syddansk Universitet.

- Jeg oplever, at patienterne bliver mindre stressede og mere tilfredse, og at de får en tro på, at de har indflydelse på deres egen situation. 

Sådan siger Nasrin Asgari, der er professor og overlæge, Ph.D., dr.med, i Neurologisk afdeling på Slagelse Sygehus og Institut for Regional Sundhedsforskning og Institut for Molekylær Medicin på Syddansk Universitet.

Tilbud om udvidet screening

Mange multisyge patienter med sclerose oplever, at de har svært ved at navigere i sundhedsvæsenet. Derfor er patienter med sclerose i løbet af det sidste år blevet tilbudt en udvidet screening for andre kroniske sygdomme.

Screeningen indebærer:

  • Måling af højde, vægt og blodtryk
  • Gangtest 
  • Cykeltest for at måle puls, hjerte- og lungefunktion
  • Spørgeskema, der blandet omhandler fysisk og psykisk kapacitet, livskvalitet og træthed
  • Skanning af nethinden med et særligt følsomt ultralydsapparat, kaldet OCT, som står for optisk kohærenstomografi
  • Tilbud om at deltage i et træningsprogram, som kan udføres hjemme med støtte af en fysioterapeut.

Særlig indsats til multisyge patienter 

Derudover er multisyge sclerosepatienter blevet tilbudt en særlig indsats. 

Indsatsen indebærer blandt andet en videokonference, hvor læger og fagfolk med specialviden gennemgår patientens forskellige sygdomme, helbredstilstand og medicin.

Og for Nasrin Asgari er der et klart mål med indsatsen.

- Vi ønsker at skabe mere overblik i forhold til den enkeltes forløb og tilbyde patienterne en koordineret indsats, rehabilitering og forebyggelse af nye sygdomme. 

Skal gavne flere patienter i fremtiden

Og Selvom indsatsen er ressourcekrævende, mener Nasrin Asgari, at vi vil se flere af den slags tilbud i fremtiden: 

- Indsatsen gavner først og fremmest patienterne, men også hele samfundet, fordi den kan bidrage til øget livskvalitet hos den enkelte, og at flere kan være længere tid på arbejdsmarkedet. 

Det er da også planen, at tilbuddet skal udvides til flere patienter og måske endda til andre regioner på et tidspunkt. 

Indsatsen er en del af en større forskningsindsats og er etableret i samarbejde med Professor i multisygdom Anne Frølich, Professor Søren Thorgaard Skou og Professor Ulrik Dalgas. Desuden medvirker professor Paul Friedemann, en forsker i en postdoc-stilling og to ph.d.-studerende.