Søg
 

Kontakt til Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse

Telefon: 58 55 90 00
For øvrig information se boksen til højre herfor.

Du har flere muligheder for at komme i dialog med Næstved, Slagelse, Ringsted sygehuse om oplevelser du har haft i forbindelse med et besøg hos os.​

Dine muligheder er føl​​gende:

Vi bestræber os på at besvare din henvendelse indenfor 14 dage. 

​​Herudover har du mulighed for at klage eller søge erstatning via: 
Styrelsen for Patientklager​ 
Patienterstatningen

Du kan tage kontakt til Patientvejledningen​ for afklaring om hvilke af ovenstående, der er den rette i din situation.

Til orientering er behandlingstiden for Styrelsen for patientklager omkring 15 måneder, mens patienterstatningen i gennemsnit behandler sagerne på 6-7 måneder.

Nedenfor kan du læse mere om mulighederne for dialog i forbindelse med en klagesag. 

Dialog med sygehuset i forbindelse med en klagesag

Hvis du har klaget til Styrelsen for Patientklager og sagt ja tak til dialog med Næstved, Slagelse, Ringsted Sygehuse, kan du her læse mere om, hvordan en dialog planlægges og afholdes på sygehusene.

Sig j​a tak til dialog

Når du har klaget til Styrelsen for Patientklager, og det fremgår af klagen, at du har sat X ved ’Ja tak til dialog med Region Sjælland’ på klageskemaet, vil du blive kontaktet af den afdeling, som klagen vedrører. Afdelingen kontakter dig så snart de har modtaget klagen fra Styrelsen for Patientklager, og I vil sammen aftale et tidspunkt for dialog. Dialogen kan foregå på den måde, der egner sig bedst i din situation fx med fremmøde, telefonisk eller ved videomøde.

En dialog giver os på Næstved, Slagelse, Ringsted Sygehuse mulighed for at høre om dine oplevelser og lære af dem. Vores mål er at gøre det bedre fremover, således, at andre patienter ikke får tilsvarende oplevelse som du har haft. 

Når Næstved, Slagelse, Ringsted Sygehuse har modtaget klagen fra Styrelsen for Patientklager, har vi fire uger til at invitere dig til dialog om din klage og melde resultatet af dialogen tilbage til Styrelsen for Patientklager. Overskrides de fire uger, vil Styrelsen for Patientklager automatisk gå i gang med at sagsbehandle din klage. 

Forberedelse til di​alog

Det er er vores erfaring, at det er en fordel for dig, hvis du har forberedt dig inden mødet med os. Det kan fx være at du har:

  • ​overvejet hvilke forventninger du selv har til dialogen – vil du primært fortælle om dine oplevelser, eller har du andre formål i tankerne.
  • skrevet det ned, som er væsentligt for dig at få fortalt eller spurgt om.
  • overvejet om du skal have en person med til dialogen. Du er meget velkommen til at tage en anden person med, for det kan være en fordel, at andre har hørt, hvad der bliver sagt. Derved kan I også efterfølgende drøfte det i fællesskab. Kender du ikke nogen, som du kan tage med, kan du kontakte Danske Patienters bisidderordning​.
Vi ønsker at skabe en tryg ramme for mødet med dig, så du som patient eller pårørende kan fortælle om dine oplevelser.  

Efter dialogen

Efter dialogen skal du tage stilling til om:

  • ​du ønsker at frafalde klagen
  • du ønsker at fastholde klagen
  • du ønsker at ændre klagen  

Du ønsker at frafalde klagen

Hvis du efter dialogen med sundhedspersonalet er tilfreds med udfaldet, og du ønsker at frafalde klagen, skal du underskrive et svarskema til Styrelsen for Patientklager. Sundhedspersonalet medbringer svarskemaet. Styrelsen for Patientklager bliver herefter orienteret om din beslutning, og din klagesag er nu afsluttet. 

Selvom din klage officielt er afsluttet ved Styrelsen for Patientklager, vil vi på Næstved, Slagelse, Ringsted Sygehuse fortsat arbejde videre med det, vi har lært af netop din klage.

Du ønsker at fastholde klagen

Hvis du efter dialogen ønsker at fortsætte din klage, skal du underskrive et svarskema til Styrelsen for Patientklager. Sundhedspersonalet medbringer svarskemaet. Du skal tage stilling til, om du ønsker din klage behandlet som en styrelsesklage (klage over forløb) eller som en disciplinærklage (klage over konkrete sundhedspersoner).

Du ønsker at ændre klagen

Under dialogen kan klagen ændre sig. Det er væsentligt, at eventuelle ændringer bliver skrevet i svarskemaet til Styrelsen for Patientklager. Sundhedspersonalet medbringer svarskemaet. Svarskemaet udfyldes sammen med sundhedspersonalet efter dialogen. 

Ønsker du me​re viden

Læs mere om, hvem der skal afgøre din sag hos Styrelsen for Patientklager og Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn.​

​​Læs mere om Patienterstatningen.
Læs om Styrelsen for Patientklagers vejledning om dialog​.

Har du spørgsmål til din klage eller til selve dialogen, er du meget velkommen til at kontakte Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuses patientservice​.​​

Fik du svar på dit spørgsmål?


Oprettet
02.03.21
Opdateret
03.06.22
Link til denne side:
Andre sider under Råd og rettigheder
 

 Kontakt

 
Slagelse Sygehus, hovedindgang
Fælledvej 11
4200 Slagelse
Tlf. 58 55 90 00
Hovedindgangen til sygehuset er åben mellem kl. 6.00-21.00.

Herefter kan der ringes på klokken, som sidder ved døren.