Søg
 

​Væk fra skrivebordet og tilbage i uniformen

Tine Kjøller Varmarken har rejst sig fra kontorstolen og er trukket i sygeplejeuniformen nu, hvor sygehuset behøver hendes hjælp til bekæmpelsen af Corona-pandemien. Hun er lige nu en af de administrative medarbejdere, der, med sin sundhedsfaglige baggrund, kan hjælpe til.

 
 


Tine Kjøller Varmarken (tv.) er trukket i uniformen og hjælper med at vaccinere de ansatte på Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse mod Covid.

Normalt, når Tine Kjøller Varmarken tager på arbejde, møder hun op i Administrationen på Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse. Her sidder hun med projekter i HR teamet under HR, Uddannelse og Forskning. Men Tine Kjøller Varmarken beskriver sig selv som en omstillingserfaren kvinde, og da hun fik muligheden, var der da heller ingen tvivl om, at hun gerne ville hjælpe til der, hvor der var allermest brug for hende lige nu.
 
-Jeg er vant til at omstille mig, og for mig er det både spændende og meget meningsfuldt, når jeg, med min sundhedsfaglige baggrund, kan hjælpe til under Covid. Jeg har været med til at vaccinere personale på Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse, og nu skal jeg også deltage i undervisning af personale, der skal passe Covid-patienter. I 2020 var jeg også meget involveret i vores Covid-beredskab, fx sad jeg med Jobbanken af frivillige.
 
Styr på nålen
Selvom man ikke normalt ser Tine Kjøller Varmarken iført uniformen, så har hun helt styr på sine arbejdsopgaver som ”midlertidig kliniker”, hvor hun bl.a. skal vaccinere sine kollegaer. Oprindeligt er Tine Kjøller Varmarken nemlig uddannet sygeplejerske, og hun har suppleret denne uddannelse med både en Diplom i ledelse og en Master i Klinisk Sygepleje. Med den erfaring i bagagen har hun siden haft titlen som afdelingssygeplejerske på forskellige afdelinger på både Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse og på Sjællands Universitetshospital.
 
-Det er er noget ganske særligt at vende tilbage til uniformen, som ellers er lagt på hylden. Det føles godt at arbejde i uniformen igen for en periode. Det er desuden virkelig hyggeligt, at jeg jo møder mange af mine gamle kollegaer, når jeg er tilbage, fortæller Tine Kjøller Varmarken med et smil på læben.
 
Vi løfter i flok
-Det er fantastisk at se, hvordan alle ”trækker i arbejdstøjet”, uanset hvor der er behov for arbejdskraften.
 
Ordene kommer fra Tina Olsen, der er Stabschef på Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse, og dermed chef for Administrationen. For hende er den nuværende situation, med Corona der vender op og ned på det hele, et tydeligt eksempel på, hvor omstillingsparate og gode til at samarbejde medarbejderne på Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse er.
 
-For administrative medarbejdere er det også vigtigt at være en del af beredskabet. Vi kommer længst, når vi arbejder sammen, og det er det her et godt eksempel på, afslutter Tina Olsen.
Link til denne side:

Min Sundhedsplatform

MinSundhedsplatform.dk

Se din journal og dine prøvesvar på www.MinSundhedsplatform.dk