Søg
 

​Stærk profil til ledende stilling i Børne- og Ungeafdelingen på Slagelse Sygehus

​Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse kan snart byde en ny ledende overlæge velkommen i Børne- og Ungeafdelingen på Slagelse Sygehus. Her tiltræder 45-årige Louise Lundby Christensen den 1. januar 2021.

 
 
De kan se frem til stærke kræfter i Børne- og Ungeafdelingen på Slagelse Sygehus, når Louise Lundby Christensen tiltræder i det nye år. Louise Lundby Christensen er i gang med en master i offentlig ledelse (MPG) på Copenhagen Business School, og derudover er speciallæge i pædiatri, PhD og programchef i Steno Diabetes Center Sjælland blot nogle af de titler, hun har stående på sit cv. Helt fremmed for hende er Slagelse Sygehus heller ikke:
 
-Det var faktisk på Slagelse Sygehus, jeg afsluttede min turnus i 2006, og jeg har jo det privilegie at blive ledende overlæge for en afdeling, som allerede har mange dygtige og engagerede medarbejdere og et godt renommé i det pædiatriske landskab, fortæller Louise Lundby Christensen og fortsætter dedikeret:
 
-Jeg brænder virkelig for pædiatrien og vores unikke danske sundhedsvæsen, hvor en høj faglighed, god uddannelse og forskning tilsammen skaber fundamentet for, at vi hele tiden kan levere den bedste behandlingskvalitet. Jeg søgte stillingen som ledende overlæge for Børne- og Ungeafdelingen i Slagelse, fordi jeg ønsker at tage medansvar for at værne om og videreudvikle dette. Samtidig vil jeg arbejde målrettet for, at vi har et trygt og stimulerende arbejdsmiljø i afdelingen, hvor der er plads til personlig udvikling og samarbejde på tværs. Med det fundament kan vi, efter min mening, levere den bedste behandling til familierne.
 
Sammen er vi bedst
Som leder har Louise Lundby Christensen store forventninger til sit fremtidige samarbejde i Børne- og Ungeafdelingen, hvor hun skal samarbejde tæt med Jannie Lundoff Nissen, som er ledende oversygeplejerske, og afdelingens øvrige kolleger. Helt i tråd med en vigtig grundværdi på Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse mener Louise Lundby Christensen, at tværfagligt samarbejde på flere niveauer er vigtigt:
 
-Samarbejde er for mig helt afgørende for, at vi lykkes. Når vi arbejder sammen på tværs af sektorer, sygehuse, roller, faglighed eller afdelinger, får vi mulighed for at spille hinanden bedre, og vi kan sammen skabe større og bedre resultater, end vi kan hver for sig. For børn, unge, forældre eller kommende forældre på sygehuset vil vores samarbejde i teams og på tværs af afdelingerne være helt afgørende for, at vi kan levere et sammenhængende forløb med stor tilfredshed for alle parter, fortæller Louise Lundby Christensen.
 
-En af styrkerne ved Louise er netop hendes ledelsesmæssige fokus på at skabe gode løsninger for vores patienter i et samarbejde med sygehuse, kommuner og almen praksis. Louises resultater fra hendes arbejde i Steno Diabetes Center Sjælland er et godt eksempel på, at vi er sammen om at gøre det bedre for vores patienter, fortæller Charlotte Bøll Larsen, vicedirektør på Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse.
Link til denne side:

Min Sundhedsplatform

MinSundhedsplatform.dk

Se din journal og dine prøvesvar på www.MinSundhedsplatform.dk