Søg
 

​Nye, større lokaler skaber mere ro for patienter og personale på Mave- Tarm Medicinsk Afdeling

 
 

Der var rullet rød løber ud og sat flag ved døren, da de første patienter tirsdag morgen ankom med elevator til det nye afsnit for Mave- og Tarm Medicinske sygdomme. Afdelingen er flyttet til nye, større lokaler, hvilket skaber mere ro for patienterne, bedre arbejdsforhold for personalet og flere samarbejdsmuligheder med andre afdelinger på sygehuset. 




Der var rullet rød løber ud og sat flag ved døren, da de første patienter tirsdag morgen ankom med elevator til det nye afsnit for Mave- og Tarm Medicinske sygdomme. Afdelingen er flyttet til nye, større lokaler, hvilket skaber mere ro for patienterne, bedre arbejdsforhold for personalet og flere samarbejdsmuligheder med andre afdelinger på sygehuset. ​ 

En flytning er ofte forbundet med travlhed og forvirring, og på et sygehus kræver det gerne lang tids planlægning og ekstra koordinering at flytte en hel afdeling. I tirsdags var der alligevel ro på hele dagen igennem og god stemning blandt personalet, der glæder sig over de nye, større rammer tæt på de øvrige behandlingsafdelinger på sygehuset. Og ro er netop et ord, som fylder på afdelingen. 
 
"Vi er heldige, at vi nu får nogle større, fysiske rammer, som vi kan udnytte til at skabe mere ro til fordel for vores patienter, men også vores medarbejdere, der får et bedre arbejdsmiljø" fortæller Afdelingssygeplejerske, Jeanette Krogh Palmer. 
 
Større stuer gør det nemmere at mobilisere patienter
De nye rammer betyder blandt andet, at afdelingen får flere enestuer, som er nødvendige til de mange isolationspatienter og vigtige for patienter, der har brug for ekstra ro omkring sig. Derudover fortæller Jeanette Krogh Palmer, at: "Stuerne er generelt større, fordi flere af stuerne tidligere har været anvendt som firesengsstuer, og nu kun skal bruges som tosengsstuer. Det skaber nogle rigtig gode forhold til at mobilisere patienter, og samtidig giver det et bedre psykisk og fysisk arbejdsmiljø for personalet, fordi vi får skabt mere ro". 
 
Også ude på gangene kommer ro til at være et overskyggende tema, da der bliver indrettet en række små, rolige hyggekroge, som patienter kan bruge, når de eksempelvis har besøg eller blot trænger til en rolig stund for sig selv. 
 
Prikker på gulvene skal gøre det nemt at finde rundt
Den ekstra plads kræver til gengæld tydelig skiltning, så det er nemt for både patienter, pårørende og personale at finde rundt på afdelingen og samarbejde på tværs. "Det er vigtigt, at vi kan holde styr på hinanden, og derfor får vi også sat prikker på gulvene i forskellige farver, der viser hen til de forskellige arbejdsrum, så det bliver nemmere for personalet at samarbejde om patienterne, og så patienter og pårørende ved, hvor de skal gå hen, hvis de har spørgsmål", fortæller Jeanette Krogh Palmer.

Samarbejde på tværs af afdelinger 
Udover samarbejdet på tværs i afdelingen, gør afdelingens nye placering det samtidig nemmere for personalet at samarbejde med andre afdelinger på sygehuset. "Nu er vi blevet en del af noget større, fordi vi er kommet tættere på de andre behandlingsafdelinger, hvilket gør det lettere at samarbejde og skabe kontakter på tværs i huset til gavn for vores patienter, som er vores kerneopgave".  

 
Afdelingen fejrer flytningen til de nye lokaler med en reception for personale og tætte samarbejdspartnere i afdelingen den 25. marts kl. 14.00-16.00. Ved spørgsmål kontakt: Jeanette Krogh Palmer, Afdelingssygeplejerske, jepm@regionsjaelland.dk 


Link til denne side:

Min Sundhedsplatform

MinSundhedsplatform.dk

Se din journal og dine prøvesvar på www.MinSundhedsplatform.dk