Søg
 

Ny enhed giver mere tid til patienterne på Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse

 
 

​En nyetableret fælles IV blandeenhed, der blander flydende antibiotika, har lettet arbejdsdagen og givet mere tid til patienterne for Lotte, Mie og deres kollegaer på Afsnit for hormonsygdomme på Slagelse Sygehus.

 

Lotte Adsbøl, Slagelse Sygehus. Foto: Slagelse Sygehus

At blande medicin er en meget tidskrævende proces - særlig på de såkaldte medicintunge afsnit, hvor en sygeplejerske på en ganske almindelig vagt sagtens kan bruge 30 minutter på at blande og klargøre medicin. Medicin som derefter skal "vendes/blandes" over et par timer. Det er lang tid, som går fra den direkte patientpleje. Det har en nyetableret funktion IV-Blandeenheden på Slagelse Sygehus gjort op med. Nu får man blandet medicin centralt og får transporteret det op på afdelingen.
 
Enheden har kun været aktiv i knap to måneder, men man kan allerede nu konstatere, at den er en stor succes.
 
"Blandeenheden giver vores sygeplejersker mere tid og ro, fordi de nu kun kan koncentrere sig direkte om patienterne. Særlig hos os, hvor patienterne er meget komplekse og syge, gør enheden en stor forskel" siger Lotte Adsbøl, Ledende oversygeplejerske på Afsnit for hormonsygdomme. 
 
"Vi kan faktisk også konstatere, at patienterne oftere får medicin til tiden - så patienterne er de store vindere ved de nye arbejdsgange" fortæller Mie Valsted, souschef på Afsnit for hormonsygdomme.
 
Flere vindere
Det er ikke kun patienterne og medarbejderne på Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse, som får gavn af den nye Blandeenhed - det gør de studerende også.
 
"De studerende, der bijobber i Blandeenheden, har et lærerigt og spændende studiejob. De får en rigtig god introduktion til vores sygehus og patienter ved at blande og levere medicin på rundt om på sygehuset. Det er bemærkelsesværdigt, at et mindre tiltag som dette faktisk kan gøre en kæmpe stor forskel. Den slags skal vi gøre mere af på NSR sygehuse, fortæller Anne Grethe Larsen, vicedirektør på Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse.    
 
Det er foreløbig kun enkelte afsnit på Slagelse Sygehus, som er tilknyttet IV-Blandeenheden, men ved efterårsferien forventes det, at alle afdelinger og afsnit er koblet på og i gang.
 
"De kan godt glæde sig" slutter Mie Valsted.
 
Link til denne side:

Min Sundhedsplatform

MinSundhedsplatform.dk

Se din journal og dine prøvesvar på www.MinSundhedsplatform.dk