Lindrende behandling
Vi undersøger og behandler dine symptomer ved livstruende sygdom. Det kan for eksempel være i forbindelse med:
- Kræftsygdomme
- Hjertesygdomme
- Lungesygdomme
- Sygdomme i hjerne, rygmarv, nerver og muskler.
Vi fokuserer på at behandle symptomerne og ikke selve sygdommen. Vi tilbyder hjælp til lindring af problemer af både fysisk, psykisk, social og følelsesmæssig karakter.
Den lindrende behandling har til formål at fremme livskvaliteten hos dig og dine pårørende, som står overfor problemer forbundet med livstruende sygdom.
Henvisning
Henvisning sker typisk via egen læge eller via det sygehus, som varetager din sygdom.
Dit forløb
Vi planlægger dit forløb sammen med dig og dine pårørende. Det er vigtigt, at du ved hvad der skal ske, og at du føler dig tryg.
Kontakt os, hvis du har spørgsmål i forbindelse med dit forløb. Det kan være en god idé at skrive ned hjemmefra, så du husker at få svar alle dine spørgsmål.
Børn og unge
Børn og unge henvises til Børneafdelingen i Roskilde.
Voksne
Vi kan tilbyde behandling og pleje til voksne af for eksempel smerter, åndenød, træthed, angst/uro, kvalme, depression, appetitløshed, forstoppelse, familiære/sociale problemer og eksistentielle/åndelige problemer.
Tværfagligt tilbud
I forbindelse med en livstruende sygdom kan der opstå forskellige komplikationer af såvel fysisk som psykisk karakter, som kræver en specialiseret indsats med flere forskellige fagpersoner.
Den palliative behandling er derfor tværfaglig og inkluderer flere forskellige fagpersoner såsom læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, diætister, psykologer, socialrådgivere og præster, for at vi kan give dig og dine pårørende den behandling og pleje netop I har behov for.
Vi samarbejder endvidere med praktiserende læger, hospitalsafdelinger, hjemmesygeplejen, hjemmeplejen og forskellige hospice.
Valg af sted for behandling
Behandlingen kan forgå ved:
Forskning
Centralt i den palliative forskning er studier af symptomlindring. Der er få klinisk kontrollerede studier af palliative behandlinger, og behandlingerne er ofte med svag evidens. Palliativ Enhed har gennemført klinisk kontrolleret eksperimentelt studie af morfin til lindring af åndenød og planlægger yderligere kliniske studier.
Cannabispolitik
Klinisk Onkologisk Afdeling og Palliative Enheder anvender i særlige tilfælde præparaterne Sativex og Marinol, som begge indeholder cannabinoider (udtræk fra cannabis).
Derudover ordinerer og anvender Klinisk Onkologisk Afdeling og Palliative Enheder ikke produkter, der indeholder cannabis. Baggrunden for dette er den endnu manglende viden om dosis, effekter og bivirkninger. Dette er i overensstemmelse med Dansk Selskab for Palliativ Medicin, DSAM og Lægemiddelstyrelsens holdninger.
Klinisk Onkologisk Afdeling og Palliative Enheder henviser ikke patienter til andre sundhedsprofessionelle med henblik på cannabisbehandling.
Patienter, som anvender cannabis fra enten det "sorte marked" eller som får det ordineret fra anden speciallæge, behandles som alle andre patienter.
Mere om lindrende behandling
Læs mere information om palliation: