Søg
 

Nedsat pumpefunktion i hjerte

Læs om, hvordan medicinsk kræftbehandling kan give nedsat pumpefunktion eller rytmeforstyrrelser i hjertet.

Årsag til nedsat pumpefunktion​

Behandlingen kan påvirke hjertemusklen og dermed hjertets evne til at pumpe blodet rundt i kroppen. Derfor vil du få undersøgt hjertets pumpekraft inden behandlingen begynder og/eller undervejs i behandlingsforløbet hvis det er relevant.

Det, du selv kan gøre​

Ofte vil påvirkningen af hjertets pumpekraft ikke give symptomer, men du kan blive forpustet ved let fysisk anstrengelse, og benene kan blive hævede.

Nedsat pumpekraft behandles med hjertemedicin og vanddrivende tabletter, som kan få symptomerne til at forsvinde helt eller delvist. Det kan dog være, at du ikke helt kan klare de samme fysiske aktiviteter som tidligere, men kun få vil mærke til det ved almindelige dagligdags aktiviteter.


Rytmeforstyrrelse

Nogle bestemte kemostoffer kan give rytmeforstyrrelser, der kan opleves som smerter og uro i brystet, eller som om hjertet "slår en kolbøtte". 

​Det er vigtigt, at du gør personalet opmærksom på sådanne symptomer, så snart de opstår, for at rytmeforstyrrelsen behandles så hurtigt som muligt.

Hvis der opstår nedsat pumpefunktion eller rytmeforstyrrelse, så kan det blive nødvendigt at holde pause, nedsætte dosis af kemoterapien eller helt ophøre med kemobehandlingen.

Hvornår bør jeg kontakte afdelingen?

Hvis du har mistanke om, at behandlingen har påvirket dit hjerte, så er det vigtigt, at du fortæller os om det inden din næste behandling.

Ved pludseligt indsættende smerter eller ubehag i brystet ("galoperende hjerte" eller "hjertekrampe") skal du ringe 112.​

Fik du svar på dit spørgsmål?


Oprettet
12.11.18
Opdateret
09.01.19
Link til denne side:
www.regionsjaelland.dk/spnph