Søg
 

Forandringer i huden

Læs om, hvordan visse former for medicinsk kræftbehandling kan føre til forandringer af huden.

Årsager til fo​randringer i huden

Følgende kan forekomme i huden:

  • Nældefeber, rødme og hævelse efter behandling. Dette forsvinder ofte gradvist eller ved behandling med antihistaminer
  • Tør hud kan lindres med fede cremer eller olier


Udslæt​

 

Udslæt vil typisk starte inden for de første uger af behandlingen og ses oftest i ansigt, hårbund, nakke, overkrop og arme. 

 

​Udslættet er ikke smitsomt. Udslættet kan opstå og forvinde spontant undervejs i behandlingen.

I områder, hvor der har været udslæt, kan der forekomme ændringer af hudfarven (pigmentforandringer) og ardannelse (sjældent) i huden på lang sigt.

 

 

​​Symptomer på udslæt​

 

Mildt eller moderat: De fleste vil kun få milde og moderate symptomer så som rødme af huden, ømhed, føleændring, tør hud, afskalning og hudkløe.

Udpræget: Nogle vil få mere udtalt udslæt. Denne form for udslæt ligner bumser, men er det ikke og skal ikke behandles som bumser. Det kan dreje sig om væskefyldte blærer eller pustler, som med tiden kan udtørre med skorper. 

Der er ikke betændelse i udslættet, men der kan komme infektion, fordi man har kredset i udslættet. Du bør ikke forsøge at fjerne "bumserne" eller klø i dem.

Det, du selv kan gøre​

Hudbivirkninger kan muligvis ikke helt forhindres, men forebyggelse af bivirkninger kan medvirke til, at symptomerne ikke bliver så udtalte.

  • Vask huden dagligt med lunkent vand (varmt vand kan udtørre huden yderligere). Undgå lange varme brusebade og sauna. Brug mild sæbe og shampoo uden parfume - eventuelt olieholdig badegel. Creme påføres 15 minutter efter brusebadet.
  • Brug en fed, alkoholfri og uparfumeret creme mindst 2 gange daglig på hele kroppen.
  • Undgå brug af midler mod uren hud og hudprodukter med alkohol, da de yderligere kan udtørre huden og derved forværre udslættet.
  • Udslæt kan dækkes med make-up. Brug allergivenlige produkter. Undgå parfume.
  • Undgå direkte sollys og brug solbeskyttelse med en høj faktor - mindst faktor 15. Brug fysisk solbeskyttelse for eksempel en hat og en langærmet trøje/skjorte. Sol kan medføre pigmentforandring af huden og øger risikoen for solskoldning og yderligere udtørring af huden.
  • Gå i løstsiddende tøj og undgå kunststoffer.
  • Undgå skyllemiddel ved tøjvask og undgå parfumerede vaskemidler.
  • Drik rigeligt, gerne 1½-2 liter om dagen.


​​Behandling af udslæt
  • Ved mistanke om nældefeber behandles med antihistamin og eventuelt binyrebarkhormon. Tal med lægen om det.
  • Ved tør og skællende hårbund kan en fed creme eller badeolie masseres ind i hårbunden. Forsøg eventuelt med skælshampoo.
  • Hududslæt med udtalt rødme og pustler ("bumser") eller sårskoper behandles med antibiotika. Tal med lægen om det.


Hudkløe
  • Hudkløe kan forekomme, fordi huden bliver meget tør og skaller af. Forebyg tørheden ved at bruge fugtighedscreme 2 gange dagligt.

  • Brug shampoo mod skæl til at lindre kløe i hårbunden.

  • Hudkløe kan behandles med antihistamin. Tal med lægen om det.
  • Hudkløe kan behandles med steroidcreme. Tal med lægen om det. 

Fik du svar på dit spørgsmål?


Oprettet
12.11.18
Opdateret
07.01.19
Link til denne side:
www.regionsjaelland.dk/spfh