Søg
 

Forandringer af hud på hænder og fødder

Læs hvordan der kan forekomme hudreaktioner på hænder og fødder, inden for de første 3-4 uger af behandlingen.

​Årsag til hudreaktioner på hænder og fødder

Det kan være meget forskelligt, hvilke symptomer du får, og i hvilken grad. Det kan dreje sig om rødme, ømhed, hævelser, føleændringer, sovende og eventuelt brændende fornemmelser, prikken og snurren i hænder og fødder.

Nogle kan få mere udtalte symptomer, så som smerter, fortykkelse (hård hud) på hænder og fødder, vabler, blæredannelse, afskallende hud og sår. Disse symptomer kan gøre dig ude af stand til at udføre daglige aktiviteter.

De mest alvorlige symptomer opstår oftest på områder, der udsættes for tryk, for eksempel på hælen, storetåen, trædepuden under tæerne og på tommelfingeren. Efter endt behandling vil symptomerne typisk forsvinde eller aftage ove​r tid.

Det, du selv kan gøre

Forebygge hånd- og fodreaktioner

  • Anvend 1-2 gange dagligt en fed, uparfumeret fugtighedscreme på hænder og fødder for at holde huden fugtig og smidig.
  • Fingre og tånegle holdes rene og kortklippede.
  • Hold øje med tør og hård hud på fødderne, hælrevner og nedgroede negle. Få eventuelt en behandling hos en fodterapeut.
  • Vask fødderne dagligt og skift sokker.
  • Undgå sæbebade, da det udtørrer huden.
  • Undgå fodtøj, der trykker eller strammer. Anvend eventuelt silikoneindlæg.
  • Brug sokker af uld eller bomuld.
  • Cykling er mindre belastende for fødderne end længere gåture.


​​Behandle og mindske hånd- og fodreaktioner

  • Hvis du opdager tegn på reaktioner på hænder og fødder, er det vigtigt, at du informerer lægen. Hvis du bliver behandlet for dine symptomer på et tidligt tidspunkt, kan dette være med til at modvirke, at symptomerne forværres.
  • Ved hård hud på hænder og fødder kan der anvendes carbamidholdig creme, som kan købes på apoteket.
  • Smør eventuelt revner med salicylholdig creme. Tal med personalet om det inden brug.

​Hvornår bør jeg kontakte afdelingen?​

I tilfælde af smertefulde gener, pludseligt opstået udslæt eller hvis ovenstående tiltag ikke hjælper, er du velkommen til at kontakte afdelingen.  

Fik du svar på dit spørgsmål?


Oprettet
12.11.18
Opdateret
07.01.19
Link til denne side:
www.regionsjaelland.dk/spfhf